»Hamas, vi elsker jer«: Antisemitismen får frit løb på amerikansk universitet
Det sidste halve år har der været adskillige pro-palæstinensiske demonstrationer verden over. Mange har været anti-israelske og hadefulde – nogle direkte antisemitiske. Blandt andet har man mange steder hørt demonstranter råbe ”From the river to the sea, Palestine will be free”. Som den højstående Hamas-leder, Osama Hamdan, forklarede i et interview med Rasmus Tantholdt for nylig, er det et råb, der opfordrer til staten Israels udslettelse.
Ét af de steder, hvor der har været særligt mange demonstrationer, er de amerikanske universiteter. I sidste uge kom Columbia University i fokus. Også her har der nærmest siden 7. oktober været demonstrationer imod Israel, men de seneste uger er det eskaleret, hvilket lørdag den 20. april fik universitetets ortodokse rabbiner til at råde de jødiske studerende til at blive væk fra campus.
Midt i sidste uge valgte demonstranterne at opsætte en telt-lejr med omkring 50 telte på en græsplæne foran universitetets hovedbibliotek. Demonstrationerne har været fyldt af hadefulde råb om Israel, og videoer viser, hvordan jødiske studerende for eksempel har oplevet at blive omringet. (Det kan man fx se i denne og denne video på X). Andre fortæller, at de er blevet spyttet efter.
Columbias rektor var i sidste uge til en høring, hvor hun indrømmede, at der på universitetet blev råbt anti-jødiske slagord. Efter høringen besluttede hun at bede politiet om at fjerne de mange demonstranter, som ikke frivilligt ville opløse den store telt-lejr-demonstration. Mange valgte af sætte sig i en ring. Det førte til, at mere end 100 elever blev anholdt.
"Brænd Tel Aviv ned til jorden"
Det store problem med demonstrationerne er, at de ikke bare har været imod Israels krig i Gaza. Budskabet har ikke bare været »våbenhvile nu«. De har derimod været decideret antisemitiske og har støttet terror mod Israel.
Adskillige videoer viser, hvad der er blevet råbt. For eksempel i en video på X, som angiveligt er filmet ved et af Columbus’ mange campusser i New York.
Her kan man høre demonstranterne ytre støtte – ja, ligefrem kærlighed – til Hamas, og de opfordrer til at »brænde Tel Aviv ned til grunden«. De råber:
»Al Qassam (Hamas’ Al Qassam Brigader, red.) you make us proud. Take another soldier out
We say justice, you say how? Burn Tel Aviv to the ground.
Hamas, we love you, we support your rockets too.
Red, black, green and white, we support Hamas’ fight.
It is right to rebel, Al Qassam give them hell.
It is right to rebel, Hamas give them hell.
Free, free, free Palestine«
I en anden video, som er optaget lige uden for campus, kan man se to demonstranter råbe til to jødiske elever: »Glem ikke 7. oktober (…) hver dag vil være 7. oktober for jer.«
Joe Biden: Antisemitisme skal standses
Søndag kom præsident Joe Biden med en udtalelse, hvor han kaldte »chikanen og opfordringerne til vold mod jøder« for »antisemitisme«. »Den gamle historie med forfølgelse af jøder på hagadda (indledningen til påsken, red.) minder os om, at vi må tale imod den alarmerende stigning i antisemitisme – på vores skoler, i vores samfund og online. Stilhed er medskyldighed,« lød det fra Biden.