Hamas-terroristerne lægger kortene på bordet under afhøring
Den israelske efterretningstjeneste Shin Bet har haft travlt siden 7. oktober. Blandt andet med at afhøre de mange Hamas-terrorister, som deltog i massakren, og som blev taget til fange, da sikkerhedsstyrkerne langt om længe nåede frem til kibbutzerne og byerne nær Gaza.
Videoklip fra mange af disse afhøringer er blevet offentliggjort. Det er skræmmende at høre helt unge mænd sidde og berette om, hvilke ordrer de havde fået, og hvordan de udførte ordren.
Nederst i denne artikel finder du links til forskellige videoklip.
Hamas har ødelagt det hele
Flere af dem, der bliver afhørt, fortæller, at Hamas og organisationens ledelse har »ødelagt Gaza« og ødelagt livet for palæstinenserne der. For eksempel siger den tidligere kommunikationsminister for Hamas Yousef Al-Mansi, at Yahua Sinwar (Hamas’ leder i Gaza) »er vanvittig« og »har storhedsvanvid«.
En anden, som afhøres, er »Abu Hassan«. Han er leder af et hospital i Gaza, men som han selv siger under afhøringen har han også været medlem af Hamas siden 2010. Han fortæller i detaljer, hvordan Hamas bruger hospitaler til militære formål. Noget, som blot bekræfter Israel antagelser før krigen og de opdagelser, de har gjort under invasionen af Gaza.
Unge mænd sendt ud på dødsmission
Ud over den tidligere minister og hospitalsdirektøren er der også offentliggjort mange klip med de terrorister, som udførte angrebet 7. oktober. Når man ser dem sidde på en stol og fortælle, fremstår mange af dem som helt almindelige unge mænd.
Men de fleste af dem er medlem af Nukhba-enheden, som er en enhed i Hamas’ militær, Al Qassam Brigaderne. Man mener, at det var Nukhba-enheden, som i høj grad stod bag selve udførelsen af det barbariske angreb.
En af de unge mænd fortæller, at de var blevet lovet, at for hver person de kidnappede, ville de få et »stipendium« - bestående af en lejlighed og 10.000 dollars. Det fremgår ikke, om den del passer.
En anden fortæller, at ordren lød på at slå mændene ihjel og kidnappe kvinder og børn.
En fortæller i detaljer, hvordan de gik fra hus til hus og skød dem, de mødte.
Den ene efter den anden får desuden spørgsmålet om, hvorvidt disse handlinger stemmer overens med islam. Alle siger, at det strider imod islam. Mange af dem siger også, at der ikke er forskel på Hamas og Islamisk Stat.
Der er næppe tvivl om, at Israel har offentliggjort klippene, fordi de bekræfter det, som man forsøger at overbevise omverdenen om. Man vil vise, hvem Hamas er. At de gemmer sig bag civilbefolkningen i Gaza. At deres mål 7. oktober var at dræbe og kidnappe civile. Alt dette er der desværre mange, som allerede har glemt – eller har ignoreret.
Derudover giver afhøringerne et indtryk af, hvem de personer var, der udførte angrebet. Man kan ved at se dem danne sig sit eget indtryk:
Sammenklip af en håndfuld afhøringer af Hamas-medlemmer (et stykke nede i artiklen)
Terrorist: Min far ville slå mig ihjel på grund af det, jeg har gjort