Hamas efter voldelig uge: Demonstrationerne vil eskalere

Flere brændende balloner, der ødelægger israelsk natur. Flere palæstinensiske demonstranter langs Gazahegnet, der sætter livet på spil. Og flere egyptiske forsøg på at skabe en bedre og mere sikker situation for de civile i Gaza og de omkringliggende israelske byer. Det er nogle af overskrifterne for den seneste uge.

Der har ellers været flere uger med nogenlunde ro i og omkring Gaza: ingen kæmpestore demonstrationer og kun ganske få forsøg på at sende brændende balloner ind i Israel. Roen har sandsynligvis hængt sammen med Egyptens forsøg på at forhandle en form for våbenhvile mellem Hamas og Israel. Mens det har stået på, har ballonerne fået lov at blive på jorden. Våbenhvileforsøget har dog haft svære betingelser, blandt andet fordi Det Palæstinensiske Selvstyre, som kontrollerer Vestbredden, har modsat sig en aftale og har skåret ned på den økonomiske støtte til Gaza.

Det mislykkede forsøg medførte i sidste uge en udvikling i negativ retning: Igen begyndte palæstinensiske grupper at sende brændende drager ind over Israel. Og demonstrationerne langs hegnet voksede igen og bestod fredag af omkring 10.000 mennesker. Mere end 300 palæstinensere kom til skade, og én mistede livet som følge af det israelske modsvar.

De palæstinensiske demonstranter bruger brændende drager, der ødelægger israelske afgrøder og dyreliv og medfører skade for mange millioner shekel. Derudover bliver der kastet med sten og brandbomber mod de israelske soldater. Når det sker, svarer Israel igen med tåregas – og i nogle tilfælde ved at skyde med skarpt. Når det gælder personer, som er i færd med at afsende brændende balloner, skydes der mod dem fra luften.

På de sociale medier skrev Israel Defense Forces (IDF) søndag: »I flere måneder har borgere i Gaza afsendt brændende balloner mod Israel, hvilket har ødelagt mere end 8000 hektar land og har dræbt hundredvis af dyr og bragt tusindvis af menneskeliv i fare. For kort tid siden afsendte terrorister brændende balloner fra Gaza mod Israel. Det israelske luftvåben skød mod dem.«

I løbet af weekenden blev der ifølge de israelske myndigheder påsat 22 brande.

 

Sjælden aftendemonstration efter opildnen

Forværrelsen sker, samtidig med at Hamas søndag kom med en udtalelse, hvor man beskylder Selvstyret for, at man ikke har nået en våbenhvile. Terrorgruppens talsmand Sami Abu Zuhri sagde også, at man nu vil optrappe demonstrationerne ved hegnet. Kort tid efter var omkring 1000 personer mødt op ved hegnet. Det skete om aftenen. Demonstrationerne har ellers stort set kun fundet sted om dagen.

Hele affæren kan være svær at blive klog på. Eksempelvis kan man undre sig over, at Hamas skyder skylden på Selvstyret, men angriber Israel. Men inden for Hamas’ logik giver det god mening. Her er det nemlig altid legitimt at angribe Israel. Gruppens erklærede mål er at gøre hele det område, der nu er Israel, til en del af en palæstinensisk stat. Og man bebrejder grundlæggende Israel den elendighed, som præger Gaza.

Hamas’ kamp mod Israel har selvfølgelig store konsekvenser for de israelere, der bor i de områder, der rammes af raketter og brandbomber. Men kampen mod Israel har også store konsekvenser for palæstinenserne i Gaza, som lever med meget få ressourcer. Det skyldes, at Hamas bruger store summer på sit militær, og at gruppen slet ikke er gearet til politisk kontrol og administration.

Derfor forsøger Egypten – sideløbende med forsøget på at skabe våbenhvile – at lave en aftale mellem Hamas og Selvstyret, som indebærer, at Selvstyret skal overtage kontrollen med Gaza. Her er det store problem, at Selvstyret kræver, at Hamas nedlægger sit militær.