Hård kamp om ultraortodokses værnepligt

Meget handler i disse dage om våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas og løsladelsen af de tre gidsler i weekenden.

Men der sker mange andre store og vigtige ting, som måske går lidt under radaren hos nogle. Blandt andet spørgsmålet om de ultraortodokses værnepligt.

 

Forskellige forslag på bordet

Der foregår en hård kamp om, hvor mange af Israels unge ultraortodokse mænd der i fremtiden skal indkaldes til hæren. Den forrige lov, som sørgede for, at alle i princippet kunne undgå værnepligt, gælder ikke længere, fordi Højesteret annullerede den i 2024. Derfor skal der findes en ny lovgivning på området.

Israels forsvarsminister, Israel Katz, har lagt op til en lovgivning, hvor der i perioden frem til 2032 hvert år indkaldes en større og større andel af de ultraortodokse. I 2032 er det så meningen, at 50 procent af de unge ultraortodokse mænd, som når den værnepligtige alder, skal indkaldes. Resten skal have lov til at gå på toraskoler i stedet.

Men et andet Likudmedlem, Yuli Edelstein, ser anderledes på det. Han er formand for det udvalg, der skal sørge for, at en ny lov bringes til afstemning. Og derfor kan han modsætte sig Katz’ forslag. Edelstein ønsker, at IDF allerede fra 2027 skal kunne indkalde alle de ultraortodokse, som de mener, der er brug for.

Det er de ultraortodokse partier imod. De bakker op om Katzs plan. De mener ikke, at IDF så hurtigt kan blive i stand til at indkalde så mange. Det skyldes, at de ultraortodokse skal have enheder, hvor de kan følge deres religiøse livsstil, samtidig med at de er i hæren. I den forbindelse er der etableret den første brigade (en stor enhed) for ultraortodokse. I årets første uge fik brigaden sine første 50 soldater.

Både Katz og Edelstein lægger op til, at der i 2025 skal indkaldes 4800 ultraortodokse. Og de mener begge, at dem, der ikke møder op, skal straffes, fx økonomisk. I 2024 var det kun et mindretal af de ultraortodokse, som blev indkaldt, der rent faktisk mødte op.

 

Et vigtigt spørgsmål

Spørgsmålet om de ultraortodokses værnepligt er naturligvis vigtigt for hæren, der er presset efter mere end et års krig på mange fronter. Der er hårdt brug for friske kræfter.
Derudover er det vigtigt for regeringen. De to ultraortodokse støttepartier kræver en for dem tilfredsstillende ordning. Og det ser ud til, Netanyahu har svært ved at skaffe flertal til det.