Håb om, at to ugers Tempelbjergs-uroligheder vil stoppe

Tempelbjerget i Jerusalem har i de sidste to uger igen været centrum for blodige angreb, uroligheder og en akut politisk krise. Men torsdag var der håb om, at situationen kan vende tilbage til mere normale tilstande.

 

Jerusalems stormufti opfordrede til, at muslimer stopper boykotten af Tempelbjerget og genoptager bønnen i Al Aqsa-moskeen. Det sker efter, at den muslimske myndighed, Waqf, har fastslået, at Israel nu har fjernet alle de nye sikkerhedsforanstaltninger, der blev indført efter drabet på to israelske betjente den 14. juli.

 

Her følger en kort oversigt over de sidste to ugers dramatiske begivenheder:

 

FREDAG 14. JULI: Tre unge israelske arabere angreb inde fra Tempelbjerget en gruppe israelske grænsebetjente ved indgangen til bjerget nær Løveporten. To betjente blev dræbt og en såret. Andre betjente gik til modangreb og dræbte alle tre angribere. Angrebet fik de israelske myndigheder til at lukke Tempelpladsen og dermed adgangen til Al Aqsa i to døgn.

 

LØRDAG 15. JULI: Voldsomme protester i den muslimske verden mod Israels lukning af Tempelbjerget.

 

SØNDAG 16. JULI: Israel genåbner adgangen til Tempelpladsen, men har opstillet metaldetektorer og kameraer ved indgangene. De israelske myndigheder siger, at angrebet fredag viser, at der er behov for at hindre indsmuglingen af våben. Desuden henvises til, at jøder og ikke-muslimske besøgende til Tempelbjerget i årevis har måttet gå gennem metaldetektorer. Også mange andre steder i verden skal man passere metaldetektorer for at få adgang til helligsteder. For eksempel blev der allerede i 2011 opstillet metaldetektorer ved helligdommen i Mekka.

 

MANDAG 17. JULI: Den muslimske Waqf-myndighed opfordrer muslimer til at boykotte Tempelpladsen i protest mod de nye israelske sikkerhedsforanstaltninger. Selvstyrepræsident Mahmoud Abbas’ Fatah-parti udråbte en »vredens dag« i protest. Også i udlandet tager de muslimske protester til i styrke.

 

TIRSDAG 18. JULI: Alvorlige uroligheder med stenkast, molotov cocktails og ildspåsættelser mange steder i Østjerusalem og på Vestbredden. Mange palæstinensere og enkelte betjente bliver såret.

 

FREDAG 21. JULI: Urolighederne tager til og kulminerer efter fredagsbønnen. Tre palæstinensiske demonstranter bliver dræbt forskellige steder i Østjerusalem. Fredag aften trænger en palæstinenser ind i et hus i bosættelsen Halamish, hvor en familie i tre generationer var samlet til sabbatsmiddag. I et forfærdeligt blodbad stikker han bedstefaren, en voksen datter og en voksen søn ihjel, mens en mor skjuler børnene på første sal. Terroristen bliver såret og behandles på et israelsk hospital. Han siger, at han gjorde det »for Al Aqsas skyld«.

 

LØRDAG 22. JULI: Urolighederne fortsætter og mindst en palæstinensisk demonstrant bliver dræbt. Selv om Tempelbjerget et åbent for alle, der vil passere metaldetektorerne, holder muslimer fortsat bøn på gaden neden for Løveporten.

 

SØNDAG 23. JULI: En ung jordaner angriber en sikkerhedsvagt ved Israels ambassade i Amman i Jordan. Vagten bliver såret men skyder og dræber angriberen og yderligere en jordaner.

 

MANDAG 24. JULI: En palæstinenser overfalder med kniv en israeler i Petach Tikva. En alvorlig diplomatisk krise udvikler sig mellem Jordan og Israel, fordi Jordan ikke vil lade den israelske sikkerhedsvagt rejse tilbage til Israel uden afhøring, hvad Israel nægter, fordi han har diplomatisk immunitet. USA medvirker til et kompromis, så hele den israelske ambassadestab kan rejse til Israel. Sent mandag aften beslutter det israelske sikkerhedskabinet at fjerne metaldetektorerne fra indgangene til Tempelbjerget. Det sker i løbet af natten.

 

ONSDAG 26. JULI: Boykotten af Tempelbjerget og demonstrationerne fortsætter. Både Waqf, Hamas og Fatah truer med en ny »vredens dag«.

 

TORSDAG 27. JULI: Stormuftien erklærer boykotten for slut og opfordrer til genoptagelse af bøn i Al Aqsa, fordi Waqf nu har fastslået, at metaldetektorerne og andre foranstaltninger er fjernet.

 

Konklusionen er, at premierminister Benjamin Netanyahu og Israel har indkasseret et alvorligt nederlag. Kravet om metaldetektorer ved indgangene til Tempelbjerget er fuldstændig rimeligt af hensyn til sikkerheden, men set i bakspejlet skulle opstillingen på forhånd have været forhandlet på plads med Jordan og den jordansk-kontrollerede Waqf.

 

Tilbage står spørgsmålet om, hvad der vil ske i de kommende dage. Atmosfæren har i to uger været så højspændt og hadfyldt, at der ikke findes nogen garanti for, at der ikke fortsat kan opstå uroligheder og sammenstød.