Grov chikane og hærværk i arabisk by

Onsdag blev der i den arabiske by Kfar Qassem, som ligger i det centrale Israel, begået racistisk chikane.

Ukendte gerningsmænd havde punkteret dækkene på mange biler og skrevet »smid ud eller dø« eller tegnet en davidsstjerne på siden af bilerne. Dermed er der næppe nogen tvivl om, at der er tale om chikane begået af ekstremistiske jøder.

På det seneste har der været rigtig mange eksempler på, at arabere på Vestbredden har været udsat for chikane og vold begået af bosættere. Det er mere sjældent, at arabere i Israel bliver udsat for den slags.

Spørger man Nitzan Horowitz, der er leder af venstrefløjspartiet Meretz, er der ingen tvivl om, at onsdagens hændelse har en forbindelse til tirsdagens valg. Her blev Itamar Ben Gvir fra det araberfjendtlige parti Otzma Yehudit valgt ind i Knesset. Ben Gvir stillede op for Religiøs Zionisme, som er en sammenslutning af tre partier, og som Benjamin Netanyahu har været med til at sætte sammen, fordi han ville undgå stemmespild blandt de højrenationale partier.

»Adskillige biler er blevet punkteret og overmalet med spraymaling. For hvad? Hvorfor?« spørger Horowitz. »Blindt had, syg racisme. Og dem, som støtter det [Ben Gvir m.fl.], er partnere med den korrupte [Netanyahu]«.

Politiet har sagt, at man efterforsker sagen. Men det er sjældent, at gerningsmændene bag disse forbrydelser bliver retsforfulgt. En del af dem, som er blevet det, har haft netop Itamar Ben Gvir som forsvarsadvokat. Men nu er han altså valgt ind i Knesset.

 

Mange eksempler på grov vold

Et af de seneste forfærdelige eksempler på vold mod arabere begået af ekstremistiske jøder skete i det ultraortodokse kvarter Mea Shearim i Jerusalem i slutningen af februar. Her overfaldt en gruppe jøder en minibus, som blev kørt af en arabisk chauffør. Der blev kastet sten mod bussen, og døren blev åbnet, mens der blev råbt »araber, dræb ham«. Det fik chaufføren til at træde speederen i bund og forsøge at flygte. Det resulterede i, at han ramte en 47-årig mand, der blev dræbt. Nu er en 17-årig dreng så tiltalt for uagtsomt manddrab, fordi han kastede sten mod chaufføren – som også er anklaget for manddrab, selvom han tilsyneladende var truet på livet.

Tidligere i marts blev en palæstinensisk familie overfaldet af 10 maskerede personer – sandsynligvis bosættere. Episoden blev filmet af familien og kan ses her.

 

Intet er afgjort

Benjamin Netanyahu er afhængig af Religiøs Zionisme – hvor Ben Gvir er valgt ind – hvis han skal have en chance for at danne regering. Det er dog langtfra sikkert, at det lykkes ham. Med lidt over 90 procent af stemmerne talt op står hans blok nemlig til 59 mandater. Der kræves 61 for at have et flertal.

Oppositionen får dog også svært ved at danne flertal. Vi opdaterer her på siden, når der er nyt om valgresultatet.