Godkendelse af udpost kan skade på flere måder

Den israelske regering, der blev dannet i sommeren 2021, består af 8 partier, der ser ret forskelligt på flere politiske spørgsmål. Ikke mindst bosættelserne på Vestbredden.

Derfor har det også skabt splid i regeringen, at der er blevet indgået en aftale mellem regeringens højrefløjspartier og bosætterbevægelsen. Aftalen indeholder en officiel godkendelse af den ulovlige udpost Evyatar. Og Israels nu tidligere rigsadvokat Avichai Mandelblit, som havde sin sidste arbejdsdag i tirsdags, valgte åbenbart som noget af det allersidste at godkende denne aftale. Nu mangler den blot at blive godkendt af forsvarsminister Benny Gantz.

 

Kan skade regeringen samt internationale relationer

Meretz og Arbejderpartiet, som er nogle af de små partier i regeringen, er dybt imod aftalen. Meretz kalder den for »destruktiv«, mens Arbejderpartiet mener, at den »skader Israel og Israels sikkerhed«.

Yair Lapid, som er både udenrigsminister og såkaldt alternativ premierminister, har også kritiseret den. Han er åbenbart ikke blevet involveret i aftalen, som premierminsiter Naftali Bennett til gengæld har en stor del af ansvaret for.

Lapid har advaret Bennett om, at aftalen meget vel kan skade forholdet til USA og andre allierede.

Evyatar er som nævnt en udpost. Det betyder, at bosættere har bosat sig der ulovligt, det vil sige uden tilladelse fra den israelske regering. Den jord, de bor på, har de ikke ret til at bo på. Hvorimod bosættelserne er lovlige og godkendt af regeringen.

I sommeren 2021 blev der indgået en aftale, hvor beboerne i udposten forlod den. De krævede så til gengæld, at der skulle foretages en undersøgelse af, hvem der ejede jorden. Den undersøgelse har senere vist, at det ikke er palæstinensere, der ejer al jorden. Det har så gjort, at nogle familier er flyttet tilbage til Evyatar og har oprettet en toraskole.

Og nu er der altså udsigt til, at Evyatar muligvis bliver godkendt og dermed lovlig.

Det vil uden tvivl medføre en storm af kritik. Det vil give næring til dem, der ønsker at boykotte Israel. Og det vil, som Lapid advarer om, sandsynligvis skade Israels forhold til andre lande. Blandt andet USA.

Derudover kan sagen som nævnt blive en udfordring for regeringen, der har det snævrest mulige flertal og derfor ikke har brug for den slags sager.

Evyatar ligger lidt syd for Nablus i den nordlige del af Vestbredden. Det er et område, hvor der ofte er sammenstød mellem palæstinenser og de mere radikale bosættere, som bor der.