Gaza ramt af anden coronabølge

Gaza ser ud til at være ramt af anden bølge af coronavirus. Mandag blev der registreret 815 nye tilfælde inden for 24 timer. Og i løbet af de sidste to uger er det samlede antal af personer, der har sygdommen, steget fra godt 2000 til cirka 6500.

Ifølge Hamas er det lige nu 25 procent af testene, der er positive. Hvilket så må betyde, at der kun foretages omkring 3000 tests dagligt, eftersom der altså var godt 800 tilfælde mandag.

Dette indikerer kraftigt, at der er rigtig mange smittede, som ikke er blevet testet.

 

Udgangsforbud om aftenen

Hamas, som har magten i Gazastriben, har indført udgangsforbud om aftenen og natten. Man frygter naturligvis en voldsom bølge. De cirka 2 millioner borgere i Gaza er yderst sårbare, fordi de bor mange mennesker på få kvadratmeter, samtidig med at sundhedsvæsenets kapacitet ikke er stor. Ifølge en talsperson for Hamas’ sundhedsvæsen er der kun to respiratorer i Gaza.

Tidligere er det lykkedes at holde smitten nede med skrappe restriktioner. Men det ser ud til, at det især er den britiske mutation, der nu danner grundlag for en ny bølge.

 

Skepsis over for vacciner

Det er også først nu, at der er ved at komme gang i vaccinationerne i Gaza. Man har modtaget 60.000 Sputnik-doser sendt af De Forenede Arabiske Emirater. Selvstyret på Vestbredden har sendt 2000 doser, og så har man fået 20.000 doser via COVAX-programmet. Det rækker dog kun til at vaccinere cirka 2 procent af befolkningen.

Men selvom der er så få doser, har efterspørgslen tilsyneladende været lille. Borgerne har tøvet med at tage imod de få vacciner, der trods alt er. En talsmand for Hamas siger, at de kun har brugt 25.000 ud af de godt 80.000 doser. Det skyldes angiveligt frygt for bivirkninger.

Det forlyder, at Qatar lige nu står i spidsen for et initiativ til at vaccinere alle forretningsfolk i Gaza, så de igen kan rejse via Israel til Vestbredden. Der skulle være tale om i alt 7000 personer, og Israel er angiveligt positive over for initiativet.

I Israel er 4,75 millioner borgere nu fuldt ud vaccineret. Derudover har knap 500.000 fået første skud.