Gasaftale nærmer sig – og truslen fra Hizbollah vokser

Ud for Israels og Libanons kyster ligger flere felter med naturgas. Israel råder over to meget store felter ved navn Leviathan og Tamar.

Og så er der to lidt mindre felter, nemlig Karish og Qana. Det er også Israel, der råder over Karish, hvor man håber at kunne begynde udledningen af naturgas inden så længe.

Qana-feltet er ikke blevet udforsket endnu, og man ved ikke med sikkerhed, om der er naturgas at finde.

 

Libanon vil også have en bid af kagen

I oktober 2020 kom Libanon med et krav om at få råderet over et havområde på 860 kvadratkilometer – et område, som indeholder både Qana- og Karish-feltet. Libanon mener, at dette område bør være en del af deres såkaldte »eksklusive økonomiske zone« - det vil sige det havområde ud for et lands kyst, hvor det pågældende land har eneret til fx at udvinde naturgas.

I mere end et år har USA så været mægler i forhandlinger mellem Israel og Libanon. Og ny tyder meget på, at parterne et tæt på at være enige om en løsning. Amos Hochstein, som er den udsendte amerikanske forhandlingsmægler, sagde for nylig, at han var optimistisk med hensyn til aftalen. Også libaneserne har udtrykt sig i positive vendinger.

Det forventes, at en eventuel aftale vil indebære, at Israel fortsat har kontrol over Karish-feltet, mens Libanon så til gengæld får kontrol over Qana.

Skulle det lykkes libaneserne at få adgang til naturgas, håber landets ledere og befolkning, at det kan være et skub i retning ud af den dybe økonomiske krise, som landet befinder sig i.


Kortet viser, hvor Karish og Qana ligger i forhold til Israel og Libanon. Karish ligger i det område, som Israel betragter som sin "eksklusive økonomiske zone". 

Hizbollah truer

Terrorgruppen Hizbollah har i den grad blandet sig i forhandlingerne. I løbet af sommeren måtte Israel nedskyde hele tre droner ud for kysten. De var afsendt af Hizbollah, men var dog ubevæbnede.

Fredag den 19. august holdt terrorgruppens leder, Hassan Nasrallah, så en tale, hvor han sagde, at han var klar til at »eskalere konflikten, hvis ikke den libanesiske stat får det, de vil have«.

Sagen er bare den, at Nasrallah næppe vil være tilfreds med en aftale, hvor Israel får hele Karish – mens regeringen altså muligvis vil gå med til den fordeling. Der kan altså sagtens komme et scenarie, hvor Libanon rent faktisk får det, de vil have, men hvor Hizbollah alligevel vil begynde at angribe boreplatforme i israelsk farvand – eller det nordlige Israel.

»Libanesernes øjne bør ikke være rettet mod Wien (hvor der har været forhandlinger om atomaftalen, red.), men mod Karish, den maritime grænse og det nordlige Israel,« sagde Nasrallah i talen.

Israels styrker er i disse dage i højt alarmberedskab, fordi man frygter angreb fra Hizbollah, som muligvis vil forsøge at ødelægge forhandlingerne og den mulige aftale. Amos Yadlin, som er tidligere efterretningschef i Israel, har advaret om, at Hizbollah er ved at blive »overmodige«. Han frygter, at gruppens reaktion på en aftale kan udløse en ny krig med Israel.

Sidst der var krig mellem Israel og Hizbollah, var i 2006.