Gantz vil vedtage lov, som forbyder Netanyahu at være premierminister

Mandagens israelske parlamentsvalg endte med en halv sejr til den siddende premierminister, Benjamin Netanyahu, og et halv nederlag til hans rival Benny Gantz fra Blå og Hvid.

Sejren var kun halv, fordi de 36 mandater, som Netanyahys parti fik, lagt sammen med de ultraortodokse og nationalreligiøse støttepartier lige akkurat ikke er nok til et flertal. De har tilsammen 58 ud af 120 mandater.

Den forventede mandatfordeling, som ikke er helt bekræftet endnu, ser sådan ud:

Netanyahus blok:
Likud: 36
Shas: 9
Forenet Torajødedom: 7
Yamina: 6

Gantz’ blok:
Blå og Hvid: 33
Arbejderpartiet/Gesher/Meretz: 7

Øvrige partier, som ikke har meldt klart ud om, hvem de støtter
Arabisk Fællesliste: 15
Yisrael Beiteinu: 7

 

Mulig lov vil forbyde en sigtet at blive premierminister

Vi har tidligere beskrevet de mulige scenarier for, hvordan der kan dannes en regering på baggrund af valgresultatet.

Men onsdag kom Blå og Hvid med en meddelelse, som meget vel kan vende det hele på hovedet. Partiet vil nemlig fremsætte forslag om en lov, så snart det nye Knesset er blevet indsat 16. marts. Loven vil indføre et forbud mod, at en person, som er retsforfulgt, kan blive indsat som premierminister. Og det er lige præcis, hvad der er tilfældet for Netanyahu, som skal møde i rette 17. marts, hvor hele tre sager imod ham begynder. Her er han anklaget af staten for magtmisbrug og bestikkelse.

Benny Gantz foreslog en lignende lov efter valget i september 2019 – inden Netanyahu officielt blev anklaget – men dengang var der ikke flertal, da Yisrael Beiteinu ikke støttede det. Det kan der imidlertid vise sig at være ændret på nu.

Ud over Blå og Hvid har Arabisk Fællesliste samt valgforbundet Arbejderpartiet-Gesher-Meretz sagt, at de støtter forslaget. Yisrael Beiteinu har ikke meldt noget officielt ud. Men en højtstående person fra partiet har sagt til mediet Zman Israel (som er Times of Israels hebraiske udgave), at Yisrael Beiteinu vil støtte lovforslaget, hvis det bliver fremsat. Hvis det er tilfældet, vil forslaget blive vedtaget med 62 stemmer for.

Mens de altså ser ud til at kunne blive enige om at være imod Netanyahu, er der dog ikke meget, der tyder på, at de kan blive enige om at støtte Benny Gantz som den alternative premierminister. Det, som loven imidlertid kan gøre, er, at den kan øge sandsynligheden for en samlingsregering med Blå og Hvid, Likud og Yisrael Beiteinu. For med Netanyahu ude af billedet, vil de to førstnævnte nok være villige til at samarbejde med Likud.

 

Netanyahu har ikke så meget at brokke sig over

Oppositionens planer om at fjerne Netanyahu har ikke overraskende skabt vrede i Likud og på højrefløjen. Her fyger det med beskyldninger mod Gantz om, at han forsøger at ”spolere valget” og ”underminere demokratiet og vælgernes vilje”. ”Det er folkets vilje. De gav mig flere stemmer end nogen kandidat til Knesset nogensinde har fået,” har Netanyahu sagt. Gantz svarede på Twitter, at Netanyahu skulle ”drikke et glas vand, vente på det endelige resultat og acceptere det”. Tidligere havde Likud-lejren nemlig tweetet, at Gantz skulle drikke et glas vand efter at have anklaget Likud for at opildne til had.

Likud-lejren har dog svært ved at bebrejde Gantz for lovforslaget. I 2008 støttede de nemlig selv et lignende forslag. Dengang var premierminister Ehud Olmert godt på vej til at blive anklaget. Inden han blev det, trak han sig fra posten, og derfor blev loven aldrig vedtaget.

I Likud håber man også på, at det slet ikke kan lade sig gøre at fremsætte et lovforslag midt under en regeringsdannelse. Men ifølge Blå og Hvid kan det sagtens lade sig gøre. De henviser til, at Likud efter valget i april 2019 gjorde præcis det samme, da de fremsatte et lovforslag om at opløse Knesset og dermed udskrive nyt valg.

Der er et par begivenhedsrige dage i vente omkring 16.-17. marts. Den 16. marts indsættes Knesset, og herfra kan lovforslaget altså muligvis fremsættes. Den 17. marts er så præsident Rivlins deadline for at udpege en forhandlingsleder – som efter alt at dømme bliver Netanyahu. Derudover er den 17. marts også dagen, hvor netop Netanyahu skal møde i retten og her påbegynde de tre retssager – som altså muligvis kan blive hans politiske endeligt. Det vil være tilfældet, enten hvis lovforslaget lov får flertal, eller hvis retssagerne ender med, at han bliver dømt.