Gadi Eisenkot: En både succesfuld og udskældt IDF-chef takker af

I morgen får Israels militær, IDF, ny chef. Aviv Kochai afløser Gadi Eisenkot, som har siddet på den vigtige og magtfulde post i fire år. I den anledning kan man i disse dage læse mange vurderinger af Eisenkots indsats.

Eisenkot har været IDF-chef i det, man i Israel kalder »en krig mellem krigene«. Landet har altså ikke været involveret i en decideret krig siden 2014, hvor Benny Gantz var IDF-chef. Alligevel har Israel udført mange militære operationer mod deres fjender. Og samlet set vurderer de fleste, at Israel er mere sikkert nu, end det var for fire år siden.

Både Jerusalem Post og Ynet ser tilbage på højdepunkterne i Eisenkots periode, som bestemt har været begivenhedsrig og har sat ham på mange hårde prøver. Nogle har han klaret bedre end andre.

 
Gadi Eisenkot (t.v.) blev upopulær for retssagen mod Elor Azaria. Men har tilgengæld haft stor succes med operationer mod Iran i Syrien. (Foto: Amos Ben Gershom/GPO)

Udskældt for at være passiv i Gaza

Lad os begynde med at se på de områder, hvor Eisenkot har været genstand for kritik.

Den største enkeltsag fandt sted i marts 2016, hvor den unge soldat Elor Azaria skød og dræbte en palæstinensisk terrorist, der lå stille på jorden og ikke længere udgjorde en fare for sine omgivelser. Azaria forklarede, at han skød, fordi han var bange for, at terroristen ville udløse en selvmordsbombe, mens han lå på jorden. Store dele af offentligheden støttede Azaria og så ham som en helt og en repræsentant for de mange unge israelere, der sætter livet på spil for deres land. Men Eisenkot holdt fast på sine principper: at soldater ikke skal skyde mod personer, som ikke udgør en trussel – også selvom der er tale om en terrorist. Azaria endte med at blive dømt for mord. Og Eisenkot blev upopulær.

Ser man på Israels forskellige fronter, er det helt klart Gaza-fronten, hvor Eisenkot har haft mindst succes. 2018 blev præget af mange raketter ind over det sydlige, især de 400 raketter på et døgn i november, hvilket var konsekvensen af en fejlslagen operation i Gaza. Israel har også måttet håndtere store og voldelige demonstrationer langs grænsehegnet – og ikke mindst de mange brændende drager og balloner, som i løbet af året forårsagede enorme skader på marker, natur og dyreliv. I det hele taget har situationen ved Gaza været den, at Israel har reageret frem for at agere. Når Hamas har angrebet Israel, har man svaret igen. Men spørger man fx den tidligere forsvarsminister Avigdor Lieberman, så burde IDF har været mere aktive og gennemført en større operation i Gaza – en mere hårdhændet behandling af Hamas. Spørger man borgerne i det sydlige Israel, fx Sderot og Ashkelon, vil mange af dem sige, at IDF og regeringen burde gøre mere for at skabe sikkerhed i området. Fornemmelsen er, at Hamas sætter dagsordenen.

En af Eisonkots succeser ved Gaza har til gengæld været elimineringen af flere angrebstunneller og opførelsen (eller rettere »nedførelsen«) af et underjordisk hegn, der skal forhindre Hamas i at bygge nye tunneler.

Stor succes i nord

Ved den nordlige grænse, hvor fjenderne hedder Iran, der opererer i nabolandet Syrien, og Hizbollah, der operer i det sydlige Libanon, har Eisenkot haft stor succes.

I weekenden afsluttede IDF Operation Nordligt Skjold, da man eliminerede den sjette og angiveligt sidste terrortunnel fra Libanon ind i Israel. Ligeledes gennemførte IDF i weekenden et luftangreb mod en iransk base i Syrien. Det har man haft held og dygtighed til at gøre utallige gange under Eisenkot. På den måde har man svækket Irans tilstedeværelse i nabolandet. Det har man formået at gøre, uden at få fx Rusland på nakken. Selvom det skal siges, at et enkelt israelske angreb i 2018 fik konsekvenser, da Syrien i den forbindelse kom til at ramme et russisk fly – og dette gav store spændinger i forholdet mellem Israel og Rusland.

Men i det store hele har Israel opereret med stor succes i Syrien. Det har man gjort uden at kommentere angrebene og påtage sig ansvaret. Mange ser dette strategiske træk som en genialitet, som var gjort, at situationen ikke er eskaleret.

På Vestbredden nævnes det, at Eisenkot i høj grad har undladt at straffe palæstinenserne kollektivt i forbindelse med terrorangreb. En praksis, som nogle på den israelske højrefløj ellers er fortalere for.

Negativ rapport

I sommer kom en rapport fra IDF’s ombudsmand, som kritiserede IDF for flere mangler. En rapport, som også må tages med i vurderingen af Eisenkots præstation.

I rapporten, som ikke er tilgængelig for offentligheden, sås der tvivl om, hvorvidt IDF er klar til den næste krig. Ombudsmanden ser adskillige mangler, når det gælder militærets umiddelbare evne til at gå i krig. Det skyldes især, at Eisenkot i 2015 reducerede mænds værnepligt fra 3 år til 2 år og 8 måneder. Noget, som virkelig kan mærkes på bemandingen i IDF. Det forventes, at perioden yderligere reduceres med to måneder i 2020.

I rapporten kritiseres også den generelle disciplin og kultur blandt soldater. Fx at mange bruger deres smartphone, når de er på en operation, hvilket gør det let for fjenden at afsløre, hvor de befinder sig.

Der er altså både succeshistorier og mindre positive historier, når man ser tilbage på Eisenkots fire år som IDF-chef.

Jerusalem Post afslutter redaktionens klumme med følgende ord: »Eisenkot bør blive husket som en IDF-chef, der havde en stærk overbevisning og bevarede Israel som et relativt sikkert sted i fire år. For det og for hans mere end 40 år lange tjeneste for sit land siger vi ham stor tak.«