Frustrationen i Israel vokser: IKEA åbner – men shukken er stadig lukket

Den israelske regering mødtes torsdag for at diskutere en yderligere åbning af erhvervslivet. Det sker på et tidspunkt, hvor nogle butikker, blandt andet IKEA, har fået lov at åbne, mens mange mindre butikker stadig må holde lukket. Og det har skabt stor utilfredshed blandt de mange butiksejere, der stadig mister omsætning hver eneste dag, mens en stor kæde som IKEA får lov at åbne. I dag var der i øvrigt lange køer ved de tre IKEA-butikker i Israel.

Og en af hovedpersonerne i Israel i disse uger, Moshe Bar Siman-Tov fra Sundhedsministeriet, erkender, at håndteringen af genåbningen kunne være gjort bedre. »Vi er klar over, at nogle af beslutningerne kunne have været mere logiske, men vi vil få styr på,« lyder meldingen.

Og det kan meget vel ske allerede torsdag, hvor det forventes, at regeringen vil gøre tiltag, så flere butiksejere kan åbne. Ifølge Channel 12 gælder det for eksempel frisører, skønhedssaloner, tøjbutikker, bilforhandlere og vekselbureauer. Det lader til, at mange af regeringens ministre er fortalere for sådan en yderligere genåbning. Dog er premierminister Netanyahu angiveligt lidt mere forsigtigt anlagt. Han frygter, at smittespredningen vil øges markant.

Lige nu er der forskellige regler for forskellige slags butikker, og det har tilsyneladende skabt en del forvirring. Også i forbindelse med genåbningen.

Nogle firmaer, fx i produktions- og servicesektoren, har måttet have 30 procent (men maks. 10) af deres ansatte på arbejde. Så har der været regler specifikt for elektronikforhandlere, optikere m.fl. De har skullet måle temperaturen på deres kunder. Mens restauranter og butikscentre har skullet holde helt lukket.

Tali Friedman, som ejer en bod på Mahane Yehuda-markedet (også kendt som shukken) i Jerusalem, er en af dem, som er frustreret over regeringens håndtering. Hun siger til The Times of Israel, at butikkerne på Mahane Yehuda vil åbne på søndag, uanset hvad regeringen beslutter.

 

Lukkede skoler koster milliarder hver uge

Bank of Israel kom i dag med tal for, hvor meget skolelukningerne hver uge koster samfundet. Og det er ikke småpenge, der er tale om.

Bankens beregner bygger på en antagelse om, at en af forældrene i 408.000 israelske hjem er nødt til at blive hjemme fra arbejde for at passe de børn, der altså ikke kan gå i skole. Det koster ifølge banken 2,6 milliarder shekel, svarende til cirka 5 milliarder kroner, hver uge.

Men det er ifølge banken ikke kun forældrenes manglende arbejde, der koster. Det samme gælder børnenes manglende læring. Ifølge banken koster den manglende skolegang 1 milliard shekel om ugen, fordi det i fremtiden vil få konsekvenser for omsætningen, at så mange elever bliver bremset i deres læring.