Foto af soldat med Det Nye Testamente skabte røre

Da det israelske militær (IDF) lagde et billede op på sin Instragram-konto 8. oktober, var det næppe med en forventning om, at det ville få så stor opmærksomhed, som det endte med at få.

Billedet blev taget i forbindelse med en ceremoni, hvor nye soldater sværger troskab til staten Israel og lover at beskytte landet.

Eftersom de fleste soldater tilhører jødedommen (religionen), vælger de fleste at lægge hånden på jødernes bibel (Tanach), når de afgiver deres løfte. Men i hæren er der også israelske statsborgere, som ikke er jøder – ikke mindst arabere. Af dem er mange muslimer, og nogle er kristne. De får derfor lov til at bruge enten Koranen eller den kristne bibel – som i så fald ofte er skrevet på arabisk.

Det er derimod ikke så almindeligt, at man ser en hebraisk bibel (inklusive Det Nye Testamente) ved ceremonien.

Det var ikke desto mindre tilfældet på det billede, som altså efterfølgende har fået stor opmærksomhed. Soldaten på billedet holder en hebraisk bibel med begge testamenter. Det fortæller allisrael.com.

 

Både kritik og støtte

Ifølge en israelsk tv-kanal, som har bragt historien, er der mistanke om, at nogle har spredt messiansk litteratur blandt soldaterne – altså udøvet mission, hvilket er ulovligt i Israel. Den påstand tages alvorligt af IDF, som i en udtalelse siger: »Hærens overrabbinat arbejder hårdt for at styrke moralen hos alle soldater fra alle religioner. At udefrakommende kræfter skulle have forsøgt at infiltrere hæren, er bizart og farligt.« Der er dog ikke noget, der indikerer, at der er foregået noget ulovligt. Og det lader da heller ikke til, at det er forbudt for soldater at vælge den kristne/messianske bibel, når de skal sværge troskab.

På sociale medier har mange ikke desto mindre udtrykt vrede over billedet. Ifølge Allisrael.com var mange sure over, at Det Nye Testamente blev blandet med Det Gamle – muligvis fordi de ikke er klar over, at kristne og messianske jøder rent faktisk også tror på jødernes bibel, nemlig Det Gamle Testamente.

Der var imidlertid også mange, der udtrykte sig positivt om billedet. Flere messianske jøder udnyttede muligheden til at fortælle, hvad de tror på. Og en kendt israelsk rapper og højrefløjsaktivist med kunstnernavnet The Shadow skrev et opslag, hvor han bakkede op om brugen af begge testamenter.

»IDF har også kristne. Det er slet ikke mærkeligt. Enhver sværger troskab med hånden på den bog, han eller hun tror på, og de lover at beskytte Israels land og folk med deres liv. Kristne og aramæere sværger på Det Nye Testamente, muslimer på Koranen, jøder på Tanach. Støt dem i stedet for at nedgøre dem. IDF er en kogende gryde, og dette er et rørende billede. Jeg er stolt af enhver, som forsvarer dette land,« skrev han.

Allisrael.com skriver, at mange messianske jøder er stolte over, at deres unge på den måde tør stå frem og vise, hvad de tror på.