Fire grunde til, at Likud støtter Netanyahu

Det er yderst usikkert, om Benjamin Netanyahu kan fortsætte som Israels premierminister. Meget tyder nemlig på, at han 25. oktober for anden gang i år må opgive at danne en regering. Når og hvis det sker, vil det være første gang i de seneste ti år, at han mister kontrollen – fordi Benny Gantz fra Blå og Hvid i så fald vil få muligheden for at danne regering.

Men det er ikke kun Netanyahus position som Israels leder, der er tvivl om. Siden valget for præcis en måned siden er der nemlig blevet spekuleret i, om han kan fastholde sin position som leder af Likud.

Der er sådan set gode grunde til at mene, at en udskiftning ville være oplagt. De tre sager, hvor Netanyahu er mistænkt for magtmisbrug – blandt andet i form af bestikkelse – tynger ham mere og mere, og en retssag kommer nærmere og nærmere. At han for anden gang på kort tid må opgive at danne regering er et svaghedstegn, han ikke har vist før. Og konkurrenten Blå og Hvid har sagt, at det kun er på grund af Netanyahu, at man ikke ønsker at gå med i en midterregering. Med andre ord: Uden Netanyahu er der grund til at tro, at Israel på kort tid ville få en bred regering bestående af Blå og Hvid, Likud og Yisrael Beiteinu – som har tilsammen 73 ud af 120 mandater.

For et par uger siden talte Netanyahu om et formandsvalg i Likud – hvor han håbede at styrke sin egen position som leder. Kort efter lød det fra partikollegaen Gideon Sa’ar, at han ”var klar”. Men dagen efter blev formandsvalget så aflyst – muligvis fordi Netanyahu frygter et nederlag. Sa’ar forklarede, at han selvfølgelig støtter Netanyahu, så længe han er formand.

Men hvorfor er det lige, at vi (indtil nu) ikke har set et forsøg på at vælte Netanyahu?

Politisk kommentator Raoul Wootliff peger på fire grunde – der siger noget om både Likud og partiets formand.

1: Likud har kun haft fire formænd (!)

Der har ikke ligefrem været gang i svingdøren i Likud. Siden statens oprettelse i 1948 har partiet faktisk kun haft fire formænd. Menachem Begin sad på posten i 35 år frem til 1983. Derefter sad Yitzhak Shamir på posten frem til 1993, hvor Benjamin Netanyahu begyndte sin første periode, der varede til 1999, hvor Ariel Sharon tog over. Sharon var ”kun” formand i syv år. Og siden 2006 har der så stået Netanyahu på det hele. Alle fire har desuden været premierministre, så noget kunne tyde på, at det har fungeret godt.

Denne kultur gør, at der skal noget ekstraordinært til, før Likud åbner op for nye kandidater til formandsposten, fordi der er stor loyalitet. Måske er det kun en rigsretssag, der kan ændre på det.

Dette står i modsætning til Arbejderpartiet, som har haft rigtig mange ledere. Blot siden 1992 har partiet haft følgende formænd: Yitzhak Rabin, Shimon Peres, Ehud Barak, Benjamin Ben-Eliezer, Amram Mitzna, Amir Peretz, Shelly Yachimovich, Isaac Herzog og Avi Gabbay – og nu Amir Peretz igen.

2: Netanyahu har sørget for, at der ikke er en oplagt arvtager

Netanyahu er kendt som en snu politiker, der er god til at beskytte sig selv. Det gælder også her.  Han har i de sidste ti år undladt at udnævne en næstformand eller det, der minder om det. Også når han har skullet uddele vigtige poster, har han sørget for at fordele det godt, så ingen fik færden af formandsposten. Når han eksempelvis rejser udenlands har han for vane hver gang at udnævne en ny minister til at være stand-in.

3: Ingen vil være forræder

Som vi så det i Venstre herhjemme tidligere på året, er der ingen politiker, der har lyst til at fremstå som en forrædder – og det risikerer man, hvis man udfordrer den siddende formand på eget initiativ. Det gælder også de mulige kandidater, som kunne tænkes at stille op til et formandsvalg. Derfor accepterede Gideon Sa’ar også helt, at det mulige valg blev udskudt. De øvrige potentielle arvtagere vil sandsynligvis kun stille op, når Netanyahu er væk. Skulle der alligevel komme et formandsvalg med Netanyahu som den ene kandidat, vil det måske kun være Sa’ar der udfordrer ham. De øvrige emner er blandt andet udenrigsminister Yisrael Katz, knessetformand Yuli Edelstein og minister for offentlig sikkerhed Gilad Erdan samt den tidligere borgmester i Jerusalem Nir Barkat. Barkat sagde for nylig, at han ser sig selv som kandidat til formandsposten, den dag Netanyahu selv vælger at træde af.

4: Måske er Netanyahu alligevel på vej ud på grund af de tre sager

I forlængelse af grund nummer 3 er der nok flere af de mulige arvtagere, der vurderer, at et oprør mod Netanyahu måske slet ikke er nødvendigt. Skulle der komme en retssag mod ham, er det ikke utænkeligt, at han vælger at gå af. Og hvis han bliver dømt, kan han ved lov ikke være Israels premierminister – og så må han også gå af som partiets formand.