Feministleder: Feminisme kan ikke forenes med zionisme

I sidste uge markerede kvinder over hele verden kvindernes internationale kampdag. Men for journalist Emily Shire blev årets kampdag anderledes. Hun oplever nemlig, at det bliver sværere og sværere at være feminist, hvis man samtidig er zionist som hun selv.

I en klumme i New York Times skrev hun dagen før kampdagen, at hun »som en stolt og erklæret feminist (…) gerne vil føle, at kampdagen også har plads til hende. Ikke desto mindre er jeg ikke sikker på, at det er tilfældet.« Hun kritiserede feministbevægelsen for at fokusere alt for meget på kritik af Israel: »Jeg er glad for at diskutere politik i Mellemøsten og lytte til kritik af israelsk politik. Men hvorfor er det så vigtigt for feminismen at kritisere Israel?« spurgte hun.

Mandag blev hendes tvivl om, hvorvidt hun som zionist bliver anerkendt som feminist, så bekræftet. Her gav den amerikansk-palæstinensiske fremtrædende feminist Linda Sarsour et interview til The Nation, hvor hun meget tydeligt sagde, at man ikke kan være begge dele: »Der kan ikke være plads [til folk, der støtter staten Israel og ikke kritiserer den] i bevægelsen. Enten kæmper man for alle kvinders rettigheder, også de palæstinensiske kvinder, eller også gør man slet ikke. Der er ingen vej udenom,« sagde hun.

 

Feminisme giver legitimitet til terrorist

Ifølge Emily Shire bruges den feministiske bevægelse af nogen som et middel til at kritisere Israel, selvom de to ting ikke har noget med hinanden at gøre. Hun påpeger, at kvinder i feministbevægelsen jo også er uenige om en masse andre politiske spørgsmål. Det lader dog til, at netop spørgsmålet om Israel skiller sig ud.

Shire nævner også Rasmea Odeh, som i dag betragtes som en forkæmper for immigranters og kvinders rettigheder. I 1969 blev hun dømt for meddelagtighed i et bombeangreb mod et supermarked i Jerusalem, som dræbte to. Odeh var medlem af PFLP, som står på både EU’s og USA’s terrorliste. Anti-Defamation League, der kæmper mod antisemitisme, har påpeget, at netop hendes arbejde som aktivist og feminist har været med til at give hende legitimitet og fjerne fokus fra hendes fortid som terrorist.

Også andre bevægelser, der kæmper for forskellige gruppers rettigheder, har brugt aktivisme som platform for at kritisere Israel. Sidste år beskyldte en gruppe med tilknytning til Black Lives Matter Israel for at begå folkedrab og for at være en apartheidstat.

Når den slags sker, kommer aktivistgrupperne i praksis til at fungere som en slags boykotbevægelse. Det bliver en lukket klub for medlemmer, der er enige om at kritisere staten Israel.

 

Forsidefoto: Festival of Faiths