Fem højdepunkter fra 2020 i det messianske samfund

For de messianske jøder i Israel var 2020 selvfølgelig også præget af corona. Mange gudstjenester måtte aflyses. Og mange blev påvirket økonomisk af krisen.

Men selvom det var et udfordrende år, var der også meget at glæde sig over. Kehila News, som bringer nyheder fra det messianske samfund, har samlet de fem nedenstående højdepunkter fra 2020, som er værd at se tilbage på.

 

Lovsang fra altanen

I maj, da det stadig var relativt nyt med restriktioner og udgangsforbud, så man flere steder, at folk »mødtes« til fællessang fra deres altaner. Det gjorde man også i moshaven Yad HaShmona, hvor der primært bor messianske jøder. Her blev der sunget lovsang fra en stor terrasse, og mange naboer sang med enten fra deres terrasse eller fra gaderne omkring, hvor der var opsat højttalere. Andre var med via Zoom.

Sangen kan høres i denne video. Det er Joel Goldberg, der synger for. på teksten, som blandt andet er ordene fra den aronitiske velsignelse, hvor der står »Herren velsigne og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.«

Videoen er blevet set flere tusinde gange, og ifølge folk fra moshaven fik den rigtig god respons – også fra både sekulære og religiøse jøder.

 

Vinder retssag over ultraortodokse

Menigheden Beit Hallel i byen Ashdod har flere gange oplevet chikane fra ultraortodokse jøder fra organisationen Yad L’Achim og har mange gange klaget til politiet og myndighederne, uden at det hjalp. Men i juni lykkedes det dem at vinde en retssag. Domstolen besluttede, at de pågældende personer fra Yad L’Achim fremover ikke må komme tættere på menighedens bygninger end 100 meter – og heller ikke må nærme sig menighedsmedlemmernes private hjem.

Læs hele historien her.

 

Ortodokse angrebet for at besøge messiansk værested

I februar kom historien om, at tre unge ortodokse mænd var blevet angrebet af andre ortodokse. Det var sket, da de tre forlod Adullam, som er et sted for unge, der har det svært. Stedet er drevet af messianske jøder.

I tiden op til havde Adullam oplevet grov chikane fra ultraortodokse jøder. Angrebet mod de tre unge var kulminationen.

 

Messiansk tv med svær start – kritiseret af kristne

I foråret fik Israel sin første messianske tv-kanal, Shelanu TV. Kanalen fik en syv år lang kontrakt med tv-udbyderen Hot. Det fik straks mange til at protestere, blandt andet den daværende kommunikationsminister David Amsalem, som ville lukke kanalen.

Og presset mod Shelanu TV blev efter få måneder for stort. Hot stoppede med at sende, og Shelanu fik deres penge tilbage. Dem brugte de til i stedet at sende tv online via shelanu.tv.

I dette blogindlæg kan man læse rabbiner Abraham Cooper fra Simon Wiesenthal Centeret fortælle, hvorfor han mener, det var rigtigt at lukke kanalen. Han citerer blandt andet Michael Brown, som forsvarede kanalen.

Det bemærkelsesværdige i debatten var dog, at også nogle kristne talte for at lukke den – fordi den missionerede. Den evangeliske tv-vært Laurie Cardoza-Moore opfordrede nemlig regeringen til at lukke kanalen, fordi den »fokuserer på at konvertere jøder til kristendommen«. Hun mente, at »i en tid, hvor antisemitismen vokser globalt, bør kristne i stedet fokusere på deres bibelske ansvar for at stå sammen med deres jødiske brødre og søstre og staten Israel.« Hun mente, at Shelanu TV »styrkede antisemitismen«.

Folk, der forsvarede kanalen, mente ikke, at den brød loven, som siger at man ikke må forsøge at konvertere jøder. I stedet lød deres argument, at kanalens indhold netop ikke forsøger at få seerne væk fra deres jødedom, men derimod taler for, at Jesus er den Messias, jøderne venter på – en opfyldelse af jødedommen.

 

Landskendt forlovelse

Den sidste historie, Kehila News fremhæver, handler om det unge par Tal og Eden, som blev forlovet i sommer. Tal overraskede Eden i en kampvogn og spurgte, om hun ville gifte sig med ham – hvilket hun sagde ja til. Og den søde historie blev bragt på landsdækkende morgen-tv. Her kom det også frem, at de begge er messianske jøder.