Fatah og Hamas vil afholde valg: Men bliver det til noget, og hvem kan i så fald vinde?

Det er snart 15 år siden, der har været afholdt valg i de palæstinensiske områder. Adskillige gange siden januar 2006 har de to palæstinensiske fraktioner, Fatah og Hamas, bebudet, at det var tid til endnu et valg. Men hver gang er det blevet aflyst på grund af stridigheder og frygt for at tabe.

I september kom der så endnu en gang en melding om, at forholdet mellem Hamas og Fatah er godt, og at man vil afholde valg – angiveligt i marts eller april 2021.

Det generelle billede siden valget i 2006 har været fjendskab mellem Hamas og Fatah. Det, som denne gang tilsyneladende knytter de to fraktioner sammen, er de to fredsaftaler, som Israel for nylig har indgået med hhv. De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain. Tidligere på året har også USA’s fredsplan givet næring til samarbejde, da både Hamas og Fatah er imod amerikanernes plan – ligesom de er imod fredsaftalerne. Og i slutningen af september mødtes ledere for de to grupper i Istanbul. I en udtalelse lød det, at man vil arbejde for enhed. Og som led i det vil man afholde valg.

Historikken viser dog med al tydelighed, at det ikke er ensbetydende med, at der rent faktisk bliver afholdt valg.

Ikke desto mindre giver det varme forhold mellem de to grupper anledning til at se på, hvem der vil have bedst chance for at overtage præsidentposten fra Mahmoud Abbas, hvis et valg mod forventning skulle blive afholdt til foråret.

»Den nye Arafat«

To af de navne, der tales mest om, er Jibril Rajoub og Mohammed Dahlan. Begge navne vil være kendte for dem, der har fulgt mellemøstkonflikten længe.

Lad os begynde med Rajoub. Han er af den gamle skole og bliver beskrevet som en ny Yasser Arafat. Det skyldes blandt andet, at han opildner til had mod Israel og til modstandskamp. Han mener, at alle palæstinensiske aftaler med Israel bør annulleres. Og han er stor fortaler for politisk samarbejde med terrorgruppen Hamas. Han har haft mange magtfulde poster i Fatah og har et stort netværk – han kender ledere både i Fatah og i Hamas. Han har siddet i israelsk fængsel i flere år for at deltage i voldelig modstandskamp.

I en analyse på Ynet skriver Michael Milstein, at det bestemt ikke er i Israels interesse, at Rajoub kommer til magten. »Hvis han fortsætter med sin antiisraelske retorik og forsøger at omsætte den til handling, vil han ikke blive Abbas’ efterfølger, men nærmere blive efterfølger til den arabiske nationalist og ekstremist Yasser Arafat.«

Milstein peger dog på, at Rajoub mangler at overbevise de unge palæstinensere om, at modstandskamp og afvisning af forhandling er vejen frem. Han mangler med andre ord nogle visioner, som de unge kan se sig selv i.

Milstein mener, at Israel skal gøre to ting, når det gælder Rajoubs mulige kandidatur.

For det første skal de via medierne og eksterne parter sende et klart budskab om, at man ikke på nogen måde vil acceptere, at Rajoubs opildnen til had og modstandskamp omsættes i handlinger.

For det andet skal man forsøge at genskabe samarbejdet med Det Palæstinensiske Selvstyre – ikke mindst sikkerhedssamarbejdet på Vestbredden. Selvstyret afbrød store dele af samarbejdet tilbage i maj på grund af rygter om, at Israel ville annektere dele af Vestbredden.

En melding fra eksilet i Emiraterne

En anden mulig kandidat er Mohammed Dahlan. Han står for noget helt andet end både Rajoub, Abbas og Arafat. Siden 2011 har han boet i eksil i Emiraterne, efter at Abbas fik ham dømt for korruption. Han er stor modstander af Hamas. Til gengæld er han tilhænger af de arabiske fredsaftaler med Israel – og det forlyder endda, at han har haft en finger med i spillet, når det gælder aftalen med Emiraterne. Før Hamas’ blodige magtovertagelse af Gaza i 2007, var Dahlan en fremtrædende person i området, hvor han også er født og opvokset.

De seneste år er hans navn dukket op, hver gang der har været snak om valg. Og politisk analytiker Neville Teller fortæller til Jerusalem Post, at Dahlan som en af de få muligvis har evnen til at tænke i helt nye baner og se mere pragmatisk på konflikten med Israel. Hvilket hans opbakning til fredsaftalerne i høj grad vidner om. Ifølge Teller vil Dahlan »have en mere realistisk tilgang til at nå frem til en aftale med Israel og en lysere fremtid for regionen«.

Kort efter at meldingen om et palæstinensisk forårsvalg kom, udsendte Dahlan en udtalelse fra sit eksil: »Jeg mener, at Palæstina har akut behov for fornyet legitimitet til deres ledere og institutioner, og det kan man kun opnå gennem et transparent nationalt valg,« lød det.

Set med israelske øjne kunne det være forfriskende med en mand som Dahlan på posten. Men det faktum, at han på nuværende tidspunkt ikke kan leve i tryghed i de palæstinensiske områder, vidner om, at der skal ske ganske store forandringer, før han kan vende tilbage som politisk leder.