Europæisk antisemitisme: Hærværk mod holocaustoverlevere i Østrig – og kippa i tysk avis

I en gade i det centrale Wien kan man lige nu se en fotoudstilling med billeder af overlevere fra Holocaust. Billederne er trykt i meget stort format og viser de portrætterede personers ansigter helt tæt på.

Men mandag i denne uge blev udstillingen for tredje gang udsat for hærværk. Denne gang havde personer valgt at skære store huller i billederne, således at øjne, pande og næse var væk. Cirka en tredjedel af billederne var blevet udsat for denne behandling.

Det skete, blot få dage efter at nogle af billederne i sidste uge var blevet overmalet med nazitegn og anden graffiti. Den østrigske kanzler, Sebastian Kurz, tweetede efterfølgende, at han var »ked af det antisemitiske hærværk« og krævede en grundig undersøgelse. Lederen af det jødiske samfund i Østrig kaldte det »et antisemitisk angreb på hele Østrig«.

Østrig er et af de mange vesteuropæiske lande, der de seneste år har oplevet et stigende antal antisemitiske tilfælde. En udvikling, der i nogen grad hænger sammen med en voksende tilslutning til yderligtgående højrefløjspartier – i Østrigs tilfælde partiet Frihedspartiet, som er støtteparti for Kurz. Frihedspartiet har rødder i det nynazistiske miljø, og det jødiske samfund i Østrig mener ikke, at partiet er lykkedes med at tage afstand fra nynazismen. Hverken Østrigs jødiske samfund eller det officielle Israel ønsker derfor kontakt og samarbejde med medlemmer af partiet.

Det er planen, at billederne af de overlevende fra Holocaust skal være fremme indtil udgangen af måneden. Lige nu minder billederne de forbipasserende østrigere om, både at 6 millioner jøder blev dræbt af nazisterne under Anden Verdenskrig, og at antisemitismen og hadet mod jøder stadig eksisterer den dag i dag.

Udstillingen hedder »Gegen das Vergessen« (Imod Glemslen), kunstneren hedder Luigi Toscano. På hans Facebookprofil kan se man billeder af de ødelagte fotografier. Man kan også se, hvordan unge mennesker nu sidder vagt ved portrætterne. Nogle har endda forsøgt at lappe billedernes sammen i de tilfælde, hvor der er skåret en flænge.

Toscano skriver på sin profil: »Jeg har ingen ord – der har igen været et angreb mod mine billeder. Østrig, hvad er der galt med dig?«

Tysklands største avis giver kippa til læserne

I et andet land, der også er plaget af voksende antisemitisme, nemlig Tyskland, ser man lige nu en kraftig modreaktion på den triste udvikling.

For nylig vedtog parlamentet en resolution, der kalder boykotbevægelsen BDS for antisemitisk. Det er der ikke noget andet EU-land, der har gjort. Beslutningen blev modtaget med tak og glæde i Israel.

Nu har landets mest læste avis, Bild, så gjort deres for at vise støtte til den jødiske befolkning. I mandagens udgave var der nemlig en kippa, som kunne klippes ud og bruges i solidaritet med jøderne. Baggrunden for avis-kippaen var, at Tysklands såkaldte kommisær for antisemitisme, Felix Klein, for nylig sagde, at han ikke ville anbefale jøder i landet at gå med kippa, da det er forbundet med risiko for overfald. Den kommentar er han blevet kritiseret for – også af det jødiske samfund – fordi det opfattes som en opfordring til at skjule sin jødiske identitet.

Overskriften i Bild lyder: »Vis solidaritet med din jødiske nabo: Gå med Bild-kippaen«. Og i en kommentar til initiativet skriver journalist Julian Roepk: »Hvis blot én person ikke kan bære kippa på grund af sikkerheden, så kan svaret kun være, at vi alle går med kippa.«


I 2014 var der kippamarch i København. (Foto: Hanne Gundlach)

Sidste år viste en stor EU-undersøgelse, at jøder i Vesteuropa mener, at antisemitsmen er blevet er større problem i løbet af de seneste fem år.

I Danmark viste svarene, at mellem 80 og 90 procent af de danske jøder i nogen grad skjuler deres jødiske identitet.