Et offer stadig i kritisk tilstand efter terrorangreb
I søndags blev tre unge israelere skudt af en palæstinensisk terrorist. Gerningsmanden skød de tre unge mænd fra sin bil i Tapuah-krydset på Vestbredden.
De tre blev bragt til Beilinson-hospitalet, hvor de to af dem stadig befinder sig. Den ene er i livsfare, den anden alvorligt såret.
Mange anholdelser
Tirsdag har israelske sikkerhedsstyrker så foretaget en del anholdelser af personer, som de mener var involveret i angrebet. Man har dog ikke anholdt en mulig gerningsmand.
Militæret har desuden fundet den bil, som blev brugt til angrebet. Mandag begyndte billeder af bilen at cirkulere på palæstinensiske sociale medier. Skudhuller viste, at det sandsynligvis var gerningsmandens bil.
Inden de israelske styrker kom frem til bilen i byen Aqraba, havde palæstinenserne imidlertid sat ild til den.
I kølvandet på terrorangrebet har der været flere tilfælde, hvor bosættere har overfaldet palæstinensere på Vestbredden. Blandt andet har der været sammenstød mellem palæstinensere fra byen Jaloud og bosættere fra Shilo. Politiet måtte gribe ind og endte med at anholde 11 palæstinensere. Ingen bosættere blev anholdt, selvom de punkterede flere politibiler.
Aflyst palæstinensisk valg
Under ramadanen er det ofte sådan, at der er mere uro på Vestbredden. En anden forklaring på den seneste tids uro kan være, at den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas har valgt at udskyde det palæstinensiske valg, som ellers var sat til 22. maj.
Hans begrundelse for at udskyde valget er, at palæstinenserne i Østjerusalem ikke må stemme i Østjerusalem, men ville skulle gøre det på Vestbredden.
Mange mener dog, at Abbas blot bruger dette som en undskyldning for at udskyde valget, hvor han står til at miste magten. Han har både stærke interne rivaler i Fatah og stærke rivaler i Hamas.
Det er omkring 15 år siden, der har været afholdt palæstinensisk valg. Det har mange gange været udskrevet, men er hver gang blevet aflyst. De færreste tror på, at der rent faktisk vil blive afholdt valg denne gang.