Et kig ud i fremtiden: Sådan kan krigen udvikle sig

Krigen mellem Israel og Hizbollah udvikler sig nærmest time for time i disse dage. Israel fortsætter med at angribe Hizbollahmål – våbenlagre, affyringsramper og højtstående ledere. Hizbollah affyrer raketter mod især det nordlige Israel, og de seneste dage har de været rettet mod mål længere og længere inde i Israel. Især området fra Haifa og nordpå har været under kraftig beskydning. Dog har Israels missilskold elimineret mange af raketterne, inden de landede.

Tidligt onsdag morgen kom så meldingen om, at Hizbollah har affyret et ballistisk missil mod Tel Aviv-området. Både det forhold, at der er tale om et ballistisk missil frem for en raket, og det forhold, at Tel Aviv i det centrale Israel var målet, er en eskalering. Et ballistisk missil kan ramme langt mere præcist end raketterne.

Hvor langt vil Hizbollah gå?

Lazar Berman fra The Times of Israel stiller det op på den måde, at Israel lige nu er i en proces, hvor de for hver dag, der går, svækker Hizbollah mere og mere. Det er der to formål med. For det første er svækkelsen et mål i sig selv. For det andet kan de mange angreb føre til, at Hizbollah trækker sig og stopper med at beskyde Israel – og måske endda trækker sig tilbage fra grænseområdet (selvom det er usandsynligt). Det vides ikke, om Israel vil standse sine angreb ”blot” fordi Hizbollah standser sine angreb – eller om det også kræver en tilbagetrækning fra det sydlige Libanon.

Dette sætter Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, i et valg, hvor han enten skal modsvare eskaleringen fra Israels side – som han fx gjorde onsdag morgen med affyringen af det ballistiske missil. Eller også skal han opgive kampen og trække sig.

De næste mulige skridt for Israel

Indtil videre lader det altså til, at Hizbollah går med på Israels eskalering. Onsdag middag blev et hus i byen Safed ramt af en raket. Heldigvis kom ingen personer til skade. Og tirsdag florerede en video, hvor en raket lander på en vej få meter fra en bil. Hizbollah holder altså ikke igen, men har bare ikke lige så stor succes med sine angreb som Israel.

Det virker sandsynligt, at Israel fortsætter med at stramme grebet om Hizbollah. De næste skridt kan for eksempel være en intensivering af luftangrebene mod Dahiyeh, som er en sydlig forstad til Beirut, der ses en Hizbollah-højborg.

Israel kan også intensivere angrebene i den nordlige del af Libanon. Især Bekaa-dalen og byen Baalbek er steder, hvor Hizbollah menes at opbevare en stor del af deres missil-arsenal. Israel vil meget gerne ødelægge så mange af Hizbollahs langtrækkende ballistiske missiler som muligt.

Det kan heller ikke udelukkes, at man vil forsøge at dræbe Hassan Nasrallah, den øverste leder. For nylig blev hærens talsmand Daniel Hagari spurgt, om Nasrallah var på radaren. "Det vil jeg ikke svare på. Men hærchefen (Herzi Halevi, red.) sagde den anden dag, at ingen i en terrororganisation er immun," lød svaret.

Endelig er der muligheden for at sætte tropper på landjorden i det sydlige Libanon. Israel vil meget gerne undgå at tage dette skridt. Og lige nu ser det da også ud til, at Israel kan nå sine militære mål – ødelæggelse af våbenlagre og affyringsramper – via luftangreb. Skulle en invasion blive nødvendig, så vil Israel meget gerne have ødelagt mange af Hizbollahs langtrækkende missiler først. 

Hvad gør USA og Iran?

Det er dog ikke kun Israels ledere og Hassan Nasrallah, der træffer de afgørende beslutninger. Også Iran og USA kan påvirke udviklingen. Hizbollah er jo i høj grad styret af Iran.

Lige nu lader det til, at Iran siger til Hizbollah, at de skal fortsætte angrebene. Som Lazar Berman skriver: »Iran har ikke noget imod at se libanesere lide meget, så længe israelerne lider moderat.«

Berman mener, at det, der kan få Iran til at beordre Hizbollah til at standse angrebene, er en trussel om angreb direkte på Iran. Ifølge ham er den måske bedste chance for at standse krigen, at USA truer Iran med angreb, hvis ikke de siger til Hizbollah, at de skal trække sig tilbage. Den trussel har USA dog ikke villet komme med indtil videre. Berman påpeger, at amerikanske trusler ellers har vist sig effektive for ganske nylig. Nemlig efter likvideringen af Hamas-leder Ismail Haniyeh i Teheran. Iran svor hævn for angrebet, men USA truede med alvorlige konsekvenser ved et gengældelsesangreb – som da heller ikke er kommet endnu.

På den anden side kan man sige, at den fortsatte eskalering sætter Iran i en situation, hvor de risikerer at miste sin vigtigste milits i Mellemøsten. Hvis Iran vurderer, at Hizbollah vil tabe krigen, så kunne det være et incitament for at trykke på stop-knappen. Set fra Irans perspektiv er truslen fra Hizbollah mod Israel nemlig meget værdifuld.

Uden Hizbollah vil Israel være meget mere motiveret for at angribe Irans atomkraftværker. For så vil Iran ikke have den trumf i ærmet, som et storstilet angreb fra Hizbollah er. I sidste ende betragter Israel atomtruslen fra Iran som den største trussel mod statens eksistens. I sidste ende handler krigen mod Hizbollah i høj grad om de underjordiske iranske atomkraftværker, hvor iranerne angiveligt er meget tæt på at have en færdig atombombe.

Derfor kan man forestille sig, at hvis Israel fortsætter med at have størst succes i krigen, så sidder Iran med et afgørende valg: Så må de enten trykke på stop-knappen og trække Hizbollah tilbage. Eller også må de selv gå ind i krigen for at sikre, at de ikke mister deres vigtigste milits. Og så har vi den helt store regionale krig, som alle håber på at undgå.