Et glimt af lys i mørket: Fire levende gidsler befriet

Den fantastiske nyhed kom lørdag den 8. juni midt på dagen: Israels specialstyrker havde udført en redningsaktion i den tætbefolkede flygtningelejr i Nuseirat i Gaza. Missionen var lykkedes, og fire – levende – gidsler var nu tilbage i Israel efter cirka 8 måneder som gidsler hos terrororganisationen Hamas.

Det var en meget farlig redningsaktion, som endte med at koste en af specialstyrkernes ledere livet. Hans navn var Arnon Zmora, og missionen fik derfor navnet »Operation Arnon«.

De fire gidsler, som blev reddet, var Noa Argamani på 26 år, Almog Meir Jan på 21, Andrey Kozlov på 27 og Shlomo Ziv på 41.

Noa Argamani er for mange et kendt ansigt, fordi hun er med i en af de mest viste videoer fra 7. oktober. Den viser, hvordan hun bliver ført bort fra Nova Festivalen mod Gaza på en motorcykel, mens hun rækker hænderne ud mod sin kæreste. De tre mænd, som blev reddet lørdag, blev også taget som gidsler på Nova Festivalen.

De tre mænd sad i samme lejlighed – nemlig hos Abdallah Aljamal og hans familie. Aljamal er ifølge Israels hær journalist og tidligere talsmand for Hamas’ beskæftigelsesministerium i Gaza. Cirka 200 meter derfra sad Noa Argamani i en anden lejlighed hos en anden familie. De familier, hos hvem gidslerne altså befandt sig, blev ifølge Israel betalt af Hamas.

De to bygninger blev stormet af israelske styrker samtidig, og begge steder lykkedes det at få gidslerne ud i en bil og køre dem til et sted ved kysten, hvorfra de med helikopter blev fløjet til Israel.

Under aktionen kom soldaterne under kraftig beskydning, og de måtte få hjælp i form af luftangreb. Disse kostede mange palæstinensere livet. Det er stadig uklart hvor mange, og hvor mange af dem der er civile. Men det hele fandt sted i et civilt område med mange mennesker. Der blevet også affyret missiler mod de helikoptere, der fløj gidslerne i sikkerhed.

Den israelske hær har frigivet forskellige videoklip fra redningsaktionen og fra genforeningen med familierne.

Se videoklip

En far er død, en mor er døende

Missionen har været planlagt i flere uger. Det er tredje gang, at det lykkes sikkerhedsstyrker at få levende gidsler befriet. Tidligere er i alt tre gidsler blevet reddet ud af Gaza.

Redningen vakte naturligvis enorm glæde i Israel, hvor hele befolkningen – og ikke mindst de pårørende – har deres tanker hos gidslerne. Mange har fulgt med og set billederne af gidslerne, der møder deres familie

Men for to af gidslerne var det ikke lutter gensynsglæde. Noa Argamanis mor ligger for døden med kræft i hjernen. Hendes har fortalt, at moren »knap nok så på Noa« på hospitalet. »Hun forstod, hvad der skete, men hun var ikke i stand til at give udtryk for hendes følelser og til at sige det, hun gerne ville til Noa. Det var meget svært.«

Almog Meir Jans gensyn med familien var også hårdt. Hans far var død mindre end et døgn før redningsaktionen. Almogs faster sagde, at faren var død af sorg over sønnen. »Han elskede Almog så højt. Til sidst kunne han ikke bære det mere,« sagde hun.

 

Kunne følge med i nyhederne

Man ved kun meget lidt om gidslernes vilkår, men man kan forvente, at der i den kommende tid vil komme historier frem om de fire gidslers tid i fangenskab.

Allerede nu er det kommet frem, at de tre mænd kunne følge nyhederne på Al Jazeera. De kunne se, at der i Israel var store demonstrationer. Almog Meir Jans søster har sagt, at dette var med til at give hendes bror håb, fordi han kunne se, at der blev kæmpet for ham og de andre.

 

Forklædt som palæstinensere og Hamas-terrorister

Noget, som der også har været fokus på, er naturligvis, hvordan det kunne lade sig gøre at befri de fire. Først og fremmest har det været en mission med meget stor risiko. Man frygtede blandt andet, at Hamas ville opdage den israelske aktion og nå at myrde gidslerne. Desuden var det første gang, at israelske styrker befandt sig i netop det område.

Ifølge flere arabiske medier har lokale palæstinensere fortalt, at de israelske specialstyrker var forklædt som enten palæstinensere, der var flygtet fra det sydlige Gaza til Nuseirat, eller Hamas-terrrorister. På den måde kunne de komme helt tæt på bygningerne uden at blive opdaget. Og da de så var helt tæt på, åbnede de ild mod de Hamas-folk, der holdt vagt.

Ifølge israelske Ynet var det de såkaldte »mista’aravim«, der udførte missionen. Det betyder »dem, der bliver som arabere« og er en betegnelse for undercover-agenter, der ligner arabere og taler flydende arabisk og på den måde kan bruges netop undercover.

 

120 mangler – mindst 41 er døde

116 af de 251 gidsler, som blev taget til fange 7. oktober sidste år, er stadig i Gaza. Derudover er der fire gidsler, som var taget til fange tidligere.

Den israelske hær har sagt, at mindst 41 gidsler er døde. Det bygger de på efterretninger, blandt andet den viden og de fund, soldaterne har gjort i Gaza de seneste måneder.

Lørdagens vellykkede mission betyder desværre ikke, at styrkerne så kan gentage det. Ikke mindst fordi mange af gidslerne formodes at sidde i tunnellerne. Og hvis lørdagens redning var svær og risikabel, ja, så er det meget sværere, når der er tale om gidsler i tunneller. Ikke desto mindre bragte lørdagens redning et lille lys til Israel midt i en dyb krise.