Er Israels demokrati truet?

Israels nye regering har tænkt sig at gennemføre en stor reform af landets juridiske system – ikke mindst Højesterets magt står til at blive kraftigt reduceret.

Højesteret vil fremover have meget svært ved at nedlægge veto mod regeringens love. Til gengæld vil Knesset (og dermed regeringen, som har flertal) kunne nedlægge veto mod Højesterets beslutninger. Reformen lægger op til, at der blot skal et simpelt flertal i Knesset til at annullere en beslutning taget af Højesteret. Samtidig vil regeringen få indirekte indflydelse på, hvem der udpeges til dommere.

Denne reform har medført meget store demonstrationer mange steder i Israel, hvor mere end hundredtusind mennesker har udtrykt deres utilfredshed. Også herhjemme i Danmark har medierne brugt meget tid på at diskutere udviklingen. Podcasts som Genstart, Verden ifølge Gram (DR) og Korrespondenterne (TV2) har brugt taletid. Og for nylig blev regeringen diskutere i tv-programmet Deadline.

Justitsminister Yariv Levin (siddende) præsenterede i begyndelsen af året en juridisk reformpakke, der har skabt stor debat i ind- og udland. (Foto: GPO)

Det helt store spørgsmål er: Vil regeringens reform true Israels demokrati?

Fortalere for reformen siger nej, tværtimod – den vil styrke demokratiet, fordi regeringen, som jo er valgt af et flertal i befolkningen, ikke længere vil blive modarbejdet af Højesteret, som lige nu kan annullere love vedtaget i det israelske parlament.

Modstandere siger ja, demokratiet er truet. For hvis Højesterets magt indskrænkes til nærmest ingenting, så får Israel et »demokratisk diktatur« – i modsætninger til det, der kaldes et liberalt demokrati, hvor domstolen er en garant for, at der også bliver taget hensyn til mindretallet i landet.

Når man følger debatten både i israelske medier og især i de danske medier, så får man let det indtryk, at den nye regering og dens planer er noget skidt. Og der er da næppe heller tvivl om, at ændringerne vil forandre Israel markant. Spørgsmålet er så, om det er det til bedre eller det værre.

Argumentet imod

Et centralt argument for modstanderne af reformen er, at Israel ifølge dem vil ophøre med at være et liberalt demokrati. Det vil sige et demokrati, hvor individets og mindretallets frihedsrettigheder er sikret beskyttelse mod et eventuelt flertal i parlamentet, der måtte undertrykke disse friheder.

I liberale demokratier har man typisk en grundlov eller forfatning, der sikrer disse rettigheder. Og det er så Højesteret, der holder øje med, at regeringen overholder grundloven og kan sige stop, hvis der vedtages love, der strider imod den.

I Israel er sagen den, at man ikke har en forfatning. Til gengæld har man nogle basislove, der minder om en grundlov. Men der findes ikke en lov, som giver Højesteret beføjelse til at annullere love, blot fordi de strider mod basislovene. Ikke desto mindre er det sådan, Højesteret har ageret i mange år. Og det leder videre til argumenterne for en reform.

I denne bygning i Jerusalem holder Israels Højesteret til. (Foto: Wikimedia)

Argumentet for

Ifølge Moshe Koppel, der er leder af en tænketank, som støtter reformen, har Højesteret egenhændigt og uden Knessets opbakning gjort basislovene til grundlov og dermed givet sig selv beføjelse til at annullere nye love med den begrundelse, at de strider mod basislovene.

Derudover påpeger Koppel, at det er problematisk, at Højesteret kan annullere love med den begrundelse, at de »ikke er rimelige/fornuftige«. Han giver et eksempel på, at retten har misbrugt denne mulighed til at træffe beslutninger ikke ud fra jura, men ud fra dommernes politiske ståsted. Hans eksempel er, at Netanyahu som premierminister i 1999 ville lukke PLO’s hovedkvarter i Østjerusalem – men dommer Aharon Barak satte en stoppe for det med henvisning til, at det »ikke var rimeligt«, fordi der på det tidspunkt var meget kort tid til et parlamentsvalg. Men – påpeger Koppel – da premierminister Yair Lapid kort før valget i november 2022 underskrev en aftale, hvor Israel frasagde sig en del af sin »eksklusive økonomiske zone« ud for kysten og gav det til Libanon i en aftale om fordeling af nogle gasfelter, var der ingen løftet pegefinger fra Højesteret. Selvom der altså også her var tale om en kontroversiel beslutning kort tid før et valg.

Det er en del af reformen, at Højesteret ikke længere kan bruge begrundelsen om urimelighed.

Hvad skal man mene?

Det er svært helt at blive klog på, hvem der har (mest) ret. Men det gør naturligvis indtryk, at så mange mennesker demonstrerer i gaderne. Det bør også gøre indtryk, når præsident Isaac Herzog advarer om, at denne udvikling – og den hastighed den foregår i – »kan fortære« befolkningen. Den anerkendte og ellers Netanyahu-venlige jurist Alan Derschowitz har også udtryk stor bekymring for reformen og advaret Netanyahu.

I en klumme skriver journalist Haviv Rettig Gur i sin underrubrik: »Centrum-venstres frygt er velbegrundet, og højrefløjens argumenter er ægte. Begge sider bør komme videre fra den nuværende debat og i stedet genopbygge et system, der er gået i stykker.«

Men kløften mellem de to politiske blokke virker lige nu alt for dyb til, at det kommer til at ske. Regeringen virker ikke indstillet på at skulle finde kompromiser. Og oppositionen virker ikke til at have en plan for, hvad de så vil i stedet for regeringens plan.