Er Hamas tæt på at knække – eller er Israel langt fra sejr?
»Hamas’ bastioner i Jabalia og Shejaiya (kvarterer i Gaza By i det nordlige Gaza, red.) er på grænsen til at kollapse. (…) Vi nærmer os et ”breaking point” i det nordlige Gaza.« Sådan lød det mandag fra Israels forsvarsminister, Yoav Gallant.
Nogenlunde samtidig har IDF offentliggjort billeder af store grupper af palæstinensere, der overgiver sig (det vides ikke, hvor mange af dem, der tilhører Hamas, og hvor mange der er civile). Det forlyder også, at Hamas’ ledelse har mistet kontakten til deres soldater, der kæmper mod IDF.
Spørger man Israel, så får man altså det indtryk, at de er godt på vej mod at nå det erklærede mål om at bekæmpe Hamas, som er i en form for opløsningstilstand.
Det er dog enormt svært at vide, hvor troværdigt det indtryk er. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at det passer, og at vi i de kommende dage og uger vil se mange flere Hamas-medlemmer kravle op af tunnellerne i det sydlige Gaza og overgive sig i hobetal. Men det er bestemt også en mulighed, at det ikke sker, og at krigen kommer til at vare længe endnu.
Israel har nemlig en stor interesse i at give det indtryk, at Hamas er tæt på at knække. Især af disse to grunde:
- Israels vigtigste allierede, USA, er begyndt at skærpe retorikken. Tirsdag sagde Joe Biden, at Israel »begynder at miste støtten«. Han kritiserede i samme ombæring Netanyahus højreorienterede regering og sagde, at premierministeren var nødt til at ændre sin regering. Ligeledes tirsdag vedtog FN’s Generalforsamling en ikke-bindende resolution, der kræver øjeblikkelig våbenhvile. USA stemte ganske vist imod. Det samme gjorde bl.a. Østrig og Tjekkiet, mens bl.a. Storbritannien, Tyskland, Holland og Ungarn undlod at stemme. Danmark stemte for, og resolutionen fik stort flertal. Den undlod i øvrigt at nævne Hamas og angrebet 7. oktober, selvom flere lande ønskede det. Pointen er, at det internationale pres på Israel stiger. Og selv USA vil ikke blive ved med at acceptere de store civile tabstal i Gaza – især ikke, hvis krigen ikke giver resultater her og nu. Ved at give indtryk af, at man er tæt på at vinde, håber Israel at kunne tage lidt af presset og købe sig mere tid, før presset øges endnu mere.
- Budskabet om succes i krigen er ikke kun rettet mod USA m.fl. Det er også rettet mod Hamas og mod de krigere, som gemmer sig i tunnellerne, og som i det sydlige Gaza forbereder sig kampe. Billeder af Hamas-medlemmer, der overgiver sig, og budskaber om »kollaps« kan være med til at tage modet fra dem. »For dem, som foretrækker det: Overgiv jer. Vi vil lade jer leve, og resten vil dø i kamp,« sagde forsvarsminister Gallant for nylig.
Men ifølge Moshe Milshtein (leder af Palestinian Studies Forum, ved Tel Aviv Universitet) skal vi ikke forvente, at krigen mod Hamas slutter lige foreløbig. Til Jerusalem Post siger han: »Vi har set stor skade (på Hamas, red.), men Israel er langt fra at have væltet Hamas. Flertallet af deres krigere er i live, og de har raketter.« Han siger også, at Hamas er ligeglad med, at Israel måske har gjort det umuligt for dem at regere Gaza lige nu. Det eneste, der betyder noget for dem, er den væbnede kamp mod Israel.
Professor Danny Orbach fra Det Hebraiske Universitet i Jerusalem ser lidt mere optimistisk på det. Han siger, at Hamas-soldater, der overgiver sig, er et af de indledende tegn på, at Hamas kollapser. »Masseovergivelse, manglende evne til at udføre komplekse militære operationer og kaos i civilbefolkningen er alt sammen tegn på kollaps,« siger han til The Media Line. Han siger dog også, at det bliver meget svært for Israel at nå et punkt, hvor de kan sige, at de har vundet krigen. Selvom operationen i Gaza er succesfuld og Hamas bliver bekæmpet, så vil det være svært at vinde krigen endegyldigt, lyder det.
10 soldater dræbt
I løbet af natten til onsdag mistede yderligere 10 israelske soldater livet i Gaza. Heriblandt to seniorkommandører. 9 af dem blev dræbt i et bagholdsangreb i kvarteret Shejaiya i Gaza By.
Dermed har i alt 115 israelske soldater mistet livet i forbindelse med landoffensiven i Gaza, som begyndte i slutningen af oktober.