Endnu et terrorangreb: To betjente dræbt i Hadera

Søndag aften blev der begået endnu et terrorangreb i Israel – det andet angreb på under en uge.

Angrebet fandt sted i byen Hadera, der ligger mellem Tel Aviv og Haifa. To terrorister bevæbnet med pistoler, rifler og knive begyndte pludselig at skyde mod tilfældigt forbipasserende ved et busstoppested. Det udviklede sig til en kamp mellem terroristerne og betjente. To betjente blev dræbt: en kvinde og en mand – begge blot 19 år. Derudover blev fem personer såret.

De to terrorister blev dræbt af en gruppe undercoverbetjente, som sad på en restaurant i nærheden og skyndte sig hen til gerningsstedet, da de hørte skud. 

 

Arabiske israelere med forbindelse til IS

Tirsdag den 22. marts blev fire personer dræbt, da en terrorist gik amok bevæbnet med en kniv. Søndagens gerningsmænd har to ting til fælles med ham.

For det første er der også denne gang tale om arabiske israelere – altså israelske statsborgere. De var fætre og kom fra byen Umm al-Fahm i den nordlige del af landet.

For det andet tyder meget på, at også disse to terrorister har en forbindelse til Islamisk Stat. Den ene blev i 2016 dømt for at forsøge at tilslutte sig terrorgruppen. Og mandag kom det så frem, at Islamisk Stat har taget skylden for angrebet. 

De to angreb har ført til, at de israelske myndigheder nu har øget alarmberedskabet markant og udstationeret flere tropper i de områder, hvor risikoen for angreb vurderes at være størst.

De to angreb er dog sket steder, som ikke er der, man oftest ser den slags. Jerusalem og Vestbredden er de steder, hvor truslen som regel er størst – ikke byer som Beersheba og Hadera.

Den seneste tid har der da også været adskillige episoder især i Jerusalem. Mange sammenstød mellem palæstinensere og israelske sikkerhedsstyrker – det har kostet ti palæstinensere livet.

Snart begynder den muslimske højtid ramadanen. Her plejer israelerne at lempe sikkerhedsrestriktioner ved Damaskusporten, som fører ind til Jerusalems gamle bydel. Mange muslimer samles i området ved porten om aftenen under højtiden. Men det forlyder, at der i år ikke vil blive lempet på sikkerheden, fordi man frygter flere angreb.

Israel har også iværksat en målrettet indsats for at opspore andre, der sympatiserer med Islamisk Stat. Det førte til en håndfuld anholdelser i nat.