Endnu et terrorangreb: Mand dræbt på busterminal i Haifa

Mandag morgen blev Israel ramt af endnu et terrorangreb. En mand, som angiveligt er i tresserne, er blevet dræbt, mens flere er såret.

Angrebet skete på Haifas busterminal ved navn Lev Hamifratz. Her steg terroristen af bussen og begyndte at overfalde tilfælde personer med kniv.

Ud over den dræbte blev mindst fire personer såret. Heriblandt en 15-årig dreng, som straks blev kørt på hospitalet, hvor han er blevet opereret og efter sigende er i stabil tilstand.

Terroristen var en angiveligt 20 år gammel drusisk-israelsk mand, som også har tysk statsborgerskab. Han har den seneste tid opholdt sig uden for Israel, men vendte tilbage for en uges tid siden. Øjenvidner har sagt, at han råbte »Allahu akbar«, da han begyndte sit angreb. Han blev skudt og dræbt af en sikkerhedsvagt og en bevæbnet rejsende.

 

Påkørte menneskemængde

Angrebet kommer i en periode, hvor der har været flere terrorangreb i Israel.

Torsdag den 27. februar kørte en 53-årig palæstinenser sin bil ind i en gruppe mennesker, der ventede ved et busstoppested. Det skete i et stort vejkryds lidt uden for byen Pardes Hanna, som ligger nord for Netanya. Her blev 13 personer såret, blandt andet en 17-årig pige, som var i kritisk tilstand.

En video af angrebet kan ses på X.

Den palæstinensiske terrorist, som kom fra Jenin i den nordlige del af Vestbredden, blev skudt og dræbt, da han under flugten forsøgte at stikke betjente ned med kniv. Han boede illegalt på Vestbredden.

 

Stort terrorangreb mislykkedes mirakuløst

Angrebet i Pardes Hanna skete, blot en uge efter at tre busbomber sendte chokbølger gennem Israel. Ved et mirakel var der ingen personer, der kom til skade, da de tre busser eksploderede i Bat Yam og Holon lidt uden for Tel Aviv. De var nemlig kort forinden blevet parkeret og tømt for passagerer. Efter eksplosionerne var busserne totalt udbrændte, og der er ingen tvivl om, at mange mennesker ville være dræbt, hvis angrebet havde fundet sted i morgentimerne, hvilket ifølge de israelske medier var planen.

Angrebet efterforskes intenst, og det er stadig begrænset, hvad myndighederne har meldt ud. Men det forlyder, at gerningsmændene muligvis havde indstillet timerne på bomberne forkert, således at de eksploderede omkring klokken 21 torsdag aften i stedet for klokken 9 fredag morgen.

Derudover fandt man tilsvarende bomber i to andre busser. Disse blev demonteret.

Det forlyder, at der på en af bomberne stod »Med hilsen fra Tulkarem« - som er en af de byer på Vestbredden, hvor Israel den seneste tid har haft en intensiv antiterror-operation.

Noget kunne tyde på, at en Hamas-celle fra netop Tulkarem stod bag. Gruppen udsendte en udtalelse kort efter eksplosionerne, hvor de sagde, at »martyrernes hævn vil ikke blive glemt, så længe besætterne er i vores land. Dette er jihad med sejr og martyrium.«