Endnu et terrorangreb koster liv på Vestbredden

Midt på aftenen torsdag den 16. december eskalerede den voldsbølge, som de seneste uger har præget Vestbredden. Her mistede den 25-årige Yehuda Dimentman livet, da han og to venner blev beskudt af palæstinensiske terrorister. De tre jødiske mænd forlod udposten (en bosættelse, som ikke er godkendt af Israels Højesteret) Homesh i bil. Lidt uden for Homesh dukkede gerningsmændene op fra vejkanten og affyrede skud mod bilen. De to andre blev moderat såret.

Yehuda Dimentman var far til en dreng på ni måneder. Han boede i bosættelsen Shavei Shomron, som ligger lidt uden for Nablus i den nordlige del af Vestbredden.

Dimentman er den anden civile, der mister livet i et terrorangreb inden for kort tid. I slutningen af november mistede en ung turistguide livet i Jerusalem, da han blev skudt af et medlem af Hamas. Før det skal vi helt tilbage til krigen i maj, før civile israelere mistede livet i terror eller krig.

 

Gør klar til at jævne hus med jorden

Israelske sikkerhedsstyrker har i løbet af weekenden foretaget flere anholdelser. Blandt andet af to brødre, som man mener var dem, der affyrede skuddene. Desuden har man anholdt andre, som mistænkes for at have medvirket i angrebet.

Ifølge den israelske efterretningstjeneste Shin Bet er de to brødre medlem af terrorgruppen Islamisk Jihad. Der er dog ingen terrorgrupper, der har taget skylden for angrebet.

Ud over anholdelserne har israelske soldater gjort klar til at ødelægge det hus, hvor de to brødre boede. Det ligger i en by lidt uden for Jenin i den nordligste del af Vestbredden.

Da soldaterne søndag gik ind i byen for at lokalisere huset og advare familien, blev de mødt med skud og stenkast fra vrede borgere i byen. Ingen soldater kom til skade.

Ifølge det palæstinensiske medie Ma’an tilhører det hus, som israelerne nu forbereder at ødelægge, faren til de to brødre. Praksissen med at ødelægge huse er omdiskuteret og kontroversiel. Det bruges for at afskrække folk fra at begå terror, fordi det på den måde vil gå ud over den resterende del af familien, der bor i huset.

Spørger man mange af bosætterne – ikke mindst dem, der holder til i udposter som Homesh – så bør den israelske regering også reagere på den slags angreb ved at styrke bosættelserne. Fx ved at gøre Homesh til en lovlig bosættelse og ved at udvide den. Ved begravelsen af Yehuda Dimentman var der flere, der gav udtryk for, at Israel på den måde bør straffe palæstinenserne. Nogle brugte også anledningen til at opfordre til hævn. Og der er da også stor frygt for, at man vil se endnu mere vold i den kommende tid.

 

Bosættervold og terrorangreb

De seneste uger har budt på en voldsom eskalering af situationen især på Vestbredden. Der har som sagt været flere tilfælde af terrorangreb, hvoraf altså to har kostet civile liv.

Derudover har der den seneste tid været rigtig mange eksempler på, at ekstremistiske bosættere har angrebet civile palæstinensere på Vestbredden. Det er især gået ud over bønder, der har været i gang med olivenhøsten.

Mens Israels partier yderst på højrefløjen – og i nogen grad også statsminister Bennetts parti, Yamina – ikke lader til at fordømme de voldelige bosættere, så var udenrigsminister og alternativ premierminister Yair Lapid for nylig ud og sige, at det er helt uacceptabelt.

»Alle, der angriber andre, er hooligans og kriminelle og skal behandles som det. Der vil være nul tolerance her. Jeg har talt med vores forsvarsminister (Benny Gantz), som vil oprette en taskforce, der skal sørge for at få det her stoppet,« lød budskabet.

I 2020 registrerede Shin Bet 272 tilfælde af bosættervold. I midten af december var der registreret 397 i 2021.