En regional fredsproces er lettere sagt end gjort

»Jeg kigger på en stat og på to stater. Jeg er glad for den løsning, som de to parter kan finde ud af.« Udtalelsen, som kom fra Donald Trump i forbindelse med besøget fra Netanyahu for et par uger siden, var vist mere et udtryk for, at den amerikanske præsident ikke har nogen markant holdning til spørgsmålet om en fredsproces, end et udtryk for en oprigtig tro på en enstatsløsning. Havde nogen nævnt en trestatsløsning eller firestatsløsning, havde han sikkert også været med på den ­– »så længe parterne selv kan finde ud af det«.

En regional løsning

Men helt ligeglad er Trump ikke, kom det senere frem under hans og Netanyahus pressemøde. Den israelske premierminister talte begejstret om den »regionale løsning«, som han også tidligere har nævnt. Det er kort fortalt en tilgang til fredsforhandlinger, hvor man vil inddrage mange af de arabiske lande; Saudi-Arabien og Qatar bliver ofte nævnt, selvom Netanyahu ikke selv direkte har sagt, hvilke lande der er tale om.

Tanken med en sådan tilgang er, at palæstinenserne vil være mere tilbøjelige til at acceptere en fredsløsning, hvis det er de arabiske naboer, der foreslår den og bakker op om den. Disse lande vil i samme ombæring skulle anerkende staten Israel og oprette diplomatiske forbindelser til Israel, hvilket vil gavne dem i form af eksempelvis handelsaftaler og sikkerhedskoordinering – ikke mindst med henblik på den fælles fjende Iran.

Det lyder jo alt sammen meget godt. Men er det realistisk? Ikke hvis man spørger Khaled Toameh, som er skribent hos Gatestone Institute. Ifølge ham er der især følgende grunde til, at en regional fredsløsning ser mere end almindelig svær ud:

• Palæstinenserne stoler ikke på deres arabiske naboer. De frygter, at de arabiske lande vil presse dem til at gøre indrømmelser, som de ikke kan acceptere: anerkende staten Israel som en jødisk stat og opgive ”retten til at vende tilbage” for de mange palæstinensere, som bor i flygtningelejre.
• Det Palæstinensiske Selvstyre foretrækker europæiske lande såsom Belgien, Frankrig, Sverige og Norge som mæglere.
• Mange af de arabiske naboer er slet ikke interesserede i at hjælpe palæstinenserne. Libanon er bange for, at de vil skulle give statsborgerskab til de mange i flygtningelejrene. Jordanerne frygter, at en del af deres land vil blive inddraget i en palæstinensisk stat. Syrien lider under borgerkrig, og regimet tager sig ikke engang af sin egen befolkning - tværtimod. Hvorfor skulle de så bekymre sig for palæstinenserne? Og i Egypten frygter man, at man vil blive nødt til at afgive noget af Sinai til befolkningen i Gaza. Nogle arabiske ledere har talt varmt for den mulighed. Der mangler simpelthen politisk incitament til at engagere sig hos mange af naboerne.
• En regional løsning vil kræve, at de arabiske lande anerkender Israel, inden aftalen indgås. Det vil i mange palæstinenseres øjne være forræderi.

Hvem stoler på hvem?

Man kan vel sige, at palæstinensernes forhold til de arabiske lande minder lidt om Israels forhold til de europæiske. Selvom de har mange værdier til fælles, stoler de ikke på dem.

Man kunne synes, at det burde være omvendt; at Israel ønskede de demokratiske, europæiske lande som fredsmægler, og at palæstinenserne foretrak de muslimske lande. Men tingene er ikke altid, som man forventer – slet ikke, når det gælder den komplicerede konflikt i Mellemøsten.