En halv million shekel til ultraortodoks soldat efter chikane

Omfattende og voldsomme demonstrationer mod det israelske militær (IDF) har præget Jerusalem de seneste mange uger. Det er de ultraortodokse jøder, hvoraf mange er indædte modstandere af den obligatoriske militærtjeneste for de unge ultraortodokse, som står bag uroen.

Midlerne har blandt andet været at stille sig på togskinnerne i Jerusalem, så sporvognen ikke kan køre, og at spærre indgangen til det kontor, hvor man melder sig til militærtjeneste. Politiet har anholdt hundredvis af vrede ultraortodokse siden oktober. Det er ikke en ny konflikt, men den fik nyt liv, da politiet anholdt to unge jøder, som nægtede at møde op på IDF-kontoret. Og tidligere på året afviste Højesteret et lovforslag, som ville undtage ultraortodokse for at skulle i militæret.

 
Ultraortodokse demonstrerer ved at forhindre sporvognene i Jerusalem i at køre. (Foto: Emil Petersen)

Plakater med personlige oplysninger

De ultraortodokse, som aftjener værnepligt, har ofte svært ved at vende tilbage til deres samfund efterfølgende. De bliver chikaneret og betragtet som forrædere.

I dag faldt der så en afgørelse i en sag mod fire personer, som har ført an i smædekampagner mod en ultraortodoks værnepligtig. De tre blev dømt for at have ophængt plakater og uddelt pamfletter med billeder af soldaten. På plakaten stod soldatens navn sammen med et billede samt navnene på hans familiemedlemmer og andre personlige oplysninger. Der blev opfordret til at fordømme og chikanere familien på grund af mandens indsats for det israelske militær. De tre skyldige skal tilsammen betale manden en halv million shekel i erstatning.

Til Ynet fortalte den chikanerede IDF-soldat, at hans børn er blevet traumatiseret af chikanen fra det ultraortodokse samfund. Blandt andet på grund af de mange, mange telefonopkald fra personer, som lagde på, så snart telefonen blev taget.

Nogle vidner påstod, at det ikke var plakaten, der chikanerede soldaten, men derimod var soldaten, der chikanerede det ultraortodokse samfund ved at være i IDF.

Dommerens afgørelse var dog helt klar: »Personerne, som har lavet, printet og omdelt denne pamflet, gjorde det for at nedgøre, ydmyge og udstøde personerne, som er nævnt i den, og for at gøre dem til genstand for had i det ultraortodokse samfund,« lød det i domsafsigelsen.

De skyldige blev dømt til at betale det højeste beløb, som loven giver mulighed for.

Dommen er meget opsigtsvækkende. På den ene side kan den måske afholde nogle fra at chikanere ultraortodokse i militæret. På den anden side vil den helt sikkert øge vreden og sandsynligvis medføre flere demonstrationer – som vil føre til flere anholdelser.