En civil dræbt og fire såret efter terrorangreb i Jerusalem

Et forfærdeligt terrorangreb ramte søndag morgen den gamle bydel i Jerusalem. Her valgte en palæstinensisk mand fra Østjerusalem at åbne ild i en af de smalle gader i nærheden af Grædemuren.

Terroristen var den 42-årige Fadi Abu Shkaydam, som var medlem af Hamas og havde en ledende post i terrorgruppen i Shuafat-flygtningelejren, hvor han boede. Han ramte tre personer, da han affyrede sit maskingevær, og dræbte den ene. Nærmest med det samme var der betjente i nærheden, der reagerede og satte efter ham. Shkaydam nåede at affyre flere skud, men ramte ikke flere i gyderne, som heldigvis næsten var tomme. Efter cirka et halvt minut havde betjentene skudt og dræbt ham.

 

Første dødsoffer siden krigen i maj

Det halve minut kostede livet for den 26-årige Eli Kay fra byen Modi’in. Han blev dermed det første israelske dødsoffer for palæstinensisk terror siden den 11 dage lange krig mod Hamas i maj i år.

Kay var fra Sydafrika, men immigrerede til Israel for nogle år siden. Her aftjente han værnepligt og arbejdede efterfølgende et år i en kibbutz. Nu arbejdede han som turguide ved Grædemuren. Han var på vej til arbejde, da angrebet skete. Han blev bragt til Hadassah Hospital, hvor han blev erklæret død. Ved middagstid mandag blev han begravet. Tusindvis deltog i ceremonien.

De andre to personer, som blev ramt, var ortodokse jøder, som netop havde været ved Grædemuren for at bede. Den ene blev hårdt såret og fik behandling på Shaare Zedek Hospital. Den anden kom lettere til skade. Derudover blev to betjente lettere såret på grund af splinter fra skuddene.

Både forsvarsminister Benny Gantz og premierminister Naftali Bennett har udtalt sig om angrebet. De har hyldet betjentene, som handlede meget hurtigt og forhindrede endnu flere ofre. Bennett henviste til, at der for under en uge siden var et andet terrorangreb i Jerusalem, hvor en 16-årig palæstinensisk dreng angreb to betjente med en kniv. Betjentene blev begge såret, mens den unge terrorist blev skudt og dræbt.

Siden krigen i maj har der ellers været relativt roligt i Jerusalem. Nu frygter sikkerhedsmyndigheder i byen, at de to seneste hændelser vil få andre til at følge trop og begå terror.


Terrorangrebet fandt sted i den gamle bydel i nærheden af Grædemuren. (Foto: Ole Andersen)

Pro-Hamas-demonstration i Østjerusalem

Hamas har taget ansvaret for terrorangrebet og sagt, at gerningsmanden var et medlem af gruppen. De kaldte handlingen for ”heroisk”.

I Shuafat-lejren, som terroristen boede i, var der søndag aften flere hundrede, der gik på gaden og hyldede ham. Tidligere på dagen havde israelsk politi gennemsøgt lejren og arresteret tre familiemedlemmer til Shkaydam.

Under marchen søndag aften, hvor palæstinensere viste deres støtte til Hamas og hyldede mordet på Eli Kay, var der voldsomme sammenstød med politiet, som anvendte tåregas. Demonstranterne kastede sten og brandbomber mod betjente.

Samtidig valgte det, som medierne betegner som ”højrefløjsisraelere”, at marchere gennem Jerusalems gamle bydel til gerningsstedet, hvor Eli Kay mistede livet. Blandt deltagerne var to Knessetmedlemmer fra partiet Religiøs Zionisme (bosættervenligt parti fra den yderste højrefløj).

 

Frygt for at Selvstyret kollapser

Sikkerhedsmyndighederne i Israels hovedstad kommer uden tvivl til at være i højeste alarmberedskab i den kommende tid. Fornemmelsen er, at der er en ulmende vrede blandt palæstinenserne, som kan resultere i en form for terrorbølge.

Generelt lader det til, at der blandt palæstinenserne på Vestbredden er en voksende støtte til Hamas. Det hænger blandt andet sammen med, at Det Palæstinensiske Selvstyre, som er den øverste palæstinensiske myndighed i området, er meget upopulære. Det skyldes især økonomisk krise samt en manglende evne til at håndtere den megen vold på Vestbredden – vel at mærke vold internt mellem palæstinensere. Især i Hebron står det skidt til. Her er angiveligt daglige sammenstød mellem lokale grupper og bander. Fornemmelsen blandt byens borgere er, at Selvstyret har mistet kontrollen.

Samtidig gør Hamas meget for at promovere sig selv på Vestbredden. I Israel frygter man, at Selvstyret kan kollapse. Det vil medføre totalt kaos på Vestbredden, hvor Israel har sikkerhedskontrollen langt de fleste steder.

Selvstyrets præsident, Mahmoud Abbas, er meget upopulær. Der er ingen tiltro til, at han kan give palæstinenserne et bedre liv. Desuden er han efterhånden en gammel mand. For nylig blev han 86 år.