En bevægende dag: Emily, Doron og Romi er hjemme
Efter nogle nervepirrende timer og dage skete det endelig søndag eftermiddag: Tre israelske gidsler gik fra at være Hamas’ fanger til at være frie.
24-årige Romi Gonen (taget på Nova Festivalen), 28-årige Emily Damari og 31-årige Doron Steinbrecher (begge taget i kibbutz Kfar Aza) blev kørt til en plads i Gaza By, og omringet af maskerede Hamas-folk og under hektiske scener steg de ud af Hamas’ bil og gik nogle få skridt og satte sig i en Røde Kors-bil. Cirka en halv time senere blev det bekræftet, at de var overdraget til den israelske hær. Og yderligere et kvarter senere kom så meldingen om, at de var tilbage i Israel – i sikkerhed.
I Israel blev de først kørt til et sted nær grænsen, hvor de blev genforenet med deres mødre, og blev tilset af læger. Alle tre var umiddelbart i god fysisk forfatning og smilede. Emily Damari havde mistet to fingre – angiveligt under terrorangrebet 7. oktober. Herefter blev de i helikopter fløjet til et hospital, hvor de blev yderligere tilset, og hvor resten af familien og deres venner kunne tage imod dem.
De tre kvinder har tilbragt 471 dage i Hamas’ fangenskab.
Doron Steinbrecher (t.v.) og Emily Damari (i midten) er begge fra kibbutz Kfar Aza. I efteråret samlede Ordet og Israel ind til netop Kfar Aza. (Foto: Ole Andersen)
Krævende uger forude
Mens de tre kvinders løsladelse naturligvis var glædelig for hele Israel, så venter der nu nogle yderst følelsesladede uger.
Ifølge aftalen skal yderligere 30 gidsler løslades i løbet af de næste seks uger. Man forventer, at de fleste af dem er i live – muligvis 25. På lørdag den 25. januar vil yderligere fire gidsler blive løsladt. Deres navne forventes at blive offentliggjort i løbet af fredag.
Den kommende tid bliver hård, fordi de pårørende hver uge vil håbe, at deres kære står på listen. Intet vil være forudsigeligt, fordi Hamas fortsat forsøger at føre psykologisk krig mod Israel. For eksempel overskred de fristen for at offentliggøre navnene på de tre.
Mange pårørende ved, at deres kære tidligst bliver løsladt i fase 2 – hvis den nogensinde bliver til noget. Risikoen for, at aftalen undervejs bryder sammen, lurer nemlig også – selvom der lader til at være en vis tro på, at første fase kan gennemføres.
Men når vi når til dag 16 – det vil sige om cirka to uger – så begynder forhandlingerne om de præcise vilkår for aftalens fase 2. Det bringer et nyt element ind i det hele. For hvad vil der ske med den igangværende fase 1, hvis det viser sig, at man næppe kommer ind i fase 2?
Sådan forventes gidslerne at blive frigivet
Som nævnt bliver der ifølge planen løsladt fire gidsler på lørdag.
Herfra vil der blive frigivet tre gidsler hver uge indtil den sidste uge, hvor 14 gidsler vil blive løsladt. Hamas skal ifølge aftalen give Israel besked om, hvem der løslades, 24 timer før selve løsladelsen. Denne frist blev dog overskredet. Således kom navnene på de tre først søndag formiddag - de skulle have været afleveret allerede lørdag eftermiddag.
Hamas-terrorister fejrer »sejr«
Billederne fra Gaza er ikke med til at gøre denne tid lettere for Israel. Her ser man mange Hamas-terrorister komme frem fra tunnellerne, hospitalerne og teltlejrene, hvor de har gemt sig. I forbindelse med løsladelsen af Romi, Emily og Doron forsøgte Hamas at demonstrere, at de er tilbage og stadig styrer Gaza. Man så blandt andet en række pickuptrucks med bevæbnede terrorister køre i parade gennem Gaza By.
Og Hamas’ ledere har omtalt aftalen som en sejr og sagt, at bevægelsen agter at fortsætte sin kamp for at udrydde staten Israel. I et interview med mediet Maariv siger den tidligere israelske general Giora Eiland, at Israel har tabt krigen i Gaza, fordi Hamas ikke er bekæmpet.
Det er dog meget svært at sige, hvor stærke Hamas egentlig er. De forsøger naturligvis selv at fremstå så stærke som muligt. Og weekendens billeder virker overbevisende. USA’s udenrigsminister, Anthony Blinken, sagde for nylig, at Hamas menes at have rekrutteret stort set lige så mange medlemmer, som de har mistet under krigen.
Samtidig er der ikke tvivl om, at Israel har ødelagt store dele af Hamas’ infrastruktur og mange af deres våben og tunneller.
Det er også svært at sige, hvor stor opbakning blandt befolkningen de har. Man kan forestille sig, at mange palæstinensere i Gaza sympatiserer med Hamas’ kamp mod Israel. Men at de samtidig ikke ønsker at have dem som magthavere, fordi de ved, at med Hamas ved magten, så kommer der aldrig fred.
Med Emily, Doron og Romi hjemme er der nu 94 gidsler tilbage i Gaza.