Eli Sharabi fortæller om sulten, smerten og kampen for de sidste gidsler

Eli Sharabi var et af de gidsler, der blev løsladt i fase 1. Han var en af de tre mænd, som var meget afmagret, og hvis fysiske tilstand skabte chok og forfærdelse. Desuden kom han hjem til den forfærdelige besked om, at hans kone og to døtre blev dræbt 7. oktober.

Men han er også en af dem, der har markeret sig efterfølgende i kampen for at få de resterende gidsler ud. Det har han blandt andet gjort ved at give et meget stærkt interview til israelsk Kanal 12 og programmet Uvda. Her fortæller han om sin som gidsel. Om sulten, om mishandlingen. Og om forholdet til den unge mand Alon Ohel, der sad sammen med Eli og to andre gidsler, Or Levy og Eliya Cohen, som også er blevet løsladt.

Inden de blev adskilt, lovede Eli Alon, at han ville kæmpe for ham og de andre gidsler.

Allisrael.com har oversat en bid af interviewet til engelsk, og det er så oversat til dansk nedenfor.

Se et klip fra interviewet med Eli Sharabi

Interviewet med Eli Sharabi:

Ved du, hvad det betyder at kunne åbne et køleskab? Det bør folk virkelig tænke over, når de åbner et køleskab derhjemme. Det er alt. Det er alt at kunne åbne et køleskab. Ideen om en fri mand, der kan tage et stykke frugt fra køleskabet. Eller en grøntsag, et æg eller noget vand. En skive brød. Det er det, du drømmer om hver dag. Du er ligeglad med tæskene - og de tæskede mig, brækkede mine ribben. Jeg var ligeglad. Sulten. Giv mig bare et halvt pitabrød.

Interviewer: Kan du beskrive, hvordan det er at sulte?

Det er umuligt. Man føler, tarmene klæber til rygraden. Til sidst vender de nærmest indad, og det er svært at fatte, hvad der sker med ens krop.
I de perioder, hvor det var værst, spiste vi en gang om dagen. En skål pasta. Det er 250-300 kalorier. En tiendedel af det, man har brug for. Og hvis det sker en dag eller to, er det ikke en katastrofe. Men det var det, vi fik i seks måneder. Seks måneder. Hver dag. Og når man beder om lidt mere, og én kaster en tør daddel, er det som det bedste måltid i verden. Den slags var livreddende.

I de første tre dage var mine hænder bundet bag på ryggen. Mine ben var bundet med reb, der skar ind i huden. Jeg husker, at jeg ikke kunne sove på grund af smerten. Rebene skar ind i huden og gjorde, at hver bevægelse gav en trang til at skrige. Hænderne var bundet bag på ryggen, så skuldrene gjorde virkelig ondt, og der var ikke nogen god position. Der er øjeblikke, hvor man forsvinder, mister bevidstheden, og vågner to-tre timer senere. Og smerten fortsætter. Jeg bad dem om i det mindste at binde mine hænder foran, så jeg kunne slappe af, men det afviste de. Men efter tre dage bandt de os op.

Interviewer: Det ene øjeblik har du et fantastisk liv med kone og to børn. Det næste øjeblik ligger du bagbundet i Gaza. Tænkte du "hvad i alverden sker der"?

Jeg dvælede ikke ved det, for jeg forstod situationen. Og det ville ikke hjælpe mig at dvæle ved det. Man arbejder for sin overlevelse og leder efter løsninger. Hvis man er i smerte, forsøger man at blive fri for smerten. Hvis man er sulten, forsøger man at stille sulten. Man forstår, at man ikke har nogen kontrol og er i andres hænder. Men selv i det kaos forsøger man at få bare lidt kontrol.

Interviewer: Hvorfor valgte du at give dette interview?

Det er bare det, at vi må virkelig ikke efterlade nogen. Jeg husker, hvordan vi hver dag i tunnellerne sagde ”måske i dag”. En und mand, jeg mødte for 14 måneder siden, er der stadig. Alon Ohel. Han vandt mit hjerte, og jeg adopterede ham fra første øjeblik. Vi støttede hinanden og var sammen døgnet rundt. Jeg ved alt om hans familie. Hver en dato, hans søsters og brors hobbyer, hans forældres. Jeg ved alt. Hvordan kan vi efterlade ham? Og han er den sidste i tunnelen [af de fire, som sad sammen] et er meget svært at være der alene. Da vi var fire, gav det dig styrke. Vi kunne tale sammen. Der var nogen at vågne op med og falde i søvn med om aftenen.

Den dag, jeg blev løsladt, rev terroristerne mig væk. Men han nægtede at give slip. Han holdt fast i mig. Det var et meget svært øjeblik. Han sagde, at han var glad på mine vegne. Og jeg lovede ham, at jeg ikke ville efterlade ham der. At jeg ville kæmpe for ham.