Ekstremisten og morderen Yahya Sinwar er Hamas’ nye leder i Gaza
Terrorgruppen Hamas har fået ny leder af organisationen i Gaza. Valget er faldet på en af de allermest ekstremistiske personer i hele Hamas, nemlig Yahya Sinwar. Et valg, der med al sandsynlighed vil betyde en endnu mere aggressiv og voldelig linje i Hamas’ militære gren, Izzedin al-Qassam-brigaderne, som Sinwar selv har været med til at stifte. Han erstatter Ismail Haniyeh, som er favorit til at overtage posten som politisk leder efter Khaled Mashaal, der har annonceret, at han træder tilbage.
Fængslet for massemord
Yahya Sinwar har tilbragt 22 år af sit 55 år lange liv i et israelsk fængsel. Her sad han på livstid med en livstidsdom, fordi han egenhændigt havde dræbt 12 palæstinensere, som angiveligt havde samarbejdet med Israel. For seks år siden blev han imidlertid løsladt i forbindelse med en fangeudveksling, hvor lidt over 1.000 palæstinensere blev sat på fri fod for til gengæld at få løsladt et enkelt israelsk gidsel, Gilad Shalit.
Sinwar var faktisk imod den fangeudveksling, da han mente, at handler ikke var god nok for palæstinenserne. Han var med andre ord villig til at blive siddende i fængsel sammen med 1.000 andre for at undgå, at ét israelsk gidsel skulle blive løsladt. Dette siger meget om, hvordan tingene ser ud fra Sinwars perspektiv: Al form for samarbejde og dialog med Israel er fuldstændig utænkeligt.
Han betegnes ofte som en folkets mand. Han er født og opvokset i Khan Younis i Gaza. I modsætning til mange af de øvrige ledere – især Khaled Mashaal, den afgående politiske leder, som lever et luksusliv i Qatar – bor han selv i Gaza, hvilket betyder, at mange kan identificere sig med ham og føler, at han kender palæstinensernes svære liv rigtig godt.
Samarbejde med Islamisk Stat
Som kom til udtryk i forbindelse med fangeudvekslingen i 2011 er Sinwar en kompromisløs mand. Og selv i Hamas er han kendt som en hård hund. Han er ikke blot imod al form for dialog med Israel. Han er også grundlæggende imod samarbejde med Det Palæstinensiske Selvstyre. Til gengæld er det efterhånden en offentlig hemmelighed, at han har haft samarbejde med Islamisk Stat på Sinaj; en gruppe, der kalder sig »Sinajprovinsen«.
Her er der lidt af et politisk mysterium, som kan være svært helt at greje. For mens Sinwar og den militære gren af Hamas tilsyneladende har et godt forhold til Sinajprovinsen (IS), lader det samtidig til, at Egyptens regering og Hamas’ politiske gren gerne vil forbedre forholdet til hinanden. Sammenholdt med det faktum, at Egyptens regering og Sinajprovinsen er fjender og bekæmper hinanden, giver det en følsom politisk situation med modsatrettede interesser inden for Hamas.
For nylig døde to palæstinensere i forbindelse med tunnelgravning mellem Gaza og Sinaj; tunneller, der bliver brugt til transport af blandt andet våben og soldater. Hamas antydede, at det var Egyptens regerings skyld, men uden at fordømme den hårdt. Bombningen af tunnelen afslørede nemlig, at Hamas samarbejder med Sinajprovinsen, som jo kæmper mod Egypten.
Bekymrende for Israel
I Israel kan det give anledning til bekymring, at Sinwar nu officielt har den militære magt i Gaza. Ikke kun fordi det sandsynligvis vil øge den militære fløjs magt i Hamas. Man er også bekymret for, om Hamas i højere grad vil samarbejde med IS om at angribe Israel fra Sinaj og Gaza. Så sent som i sidste uge blev der affyret to raketter mod Eilat, som heldigvis blev standset af Israels missilforsvar Iron Dome.
Det israelske militærs missilforsvar, Iron Dome, forhindrede i sidste uge et raketangreb fra IS på Sinaj; Sinajprovinsen er en terrorgruppe, som Israel frygter vil indlede et samarbejde med Hamas, nu hvor Yahya Sinwar er blevet leder i Gaza. (Foto: Israel Defense Forces, IDF)