Egyptisk militær har ødelagt 3000 Gaza-tunneller på fem år i kampen mod terror
Det er ikke nyt, at terrorgrupper i Gaza anvender hemmelige tunneller fra Gaza og ind i både Israel og Egypten.
Gazastriben grænser op til både Israel og Egypten, og grænserne til begge lande er strengt bevogtet af de to landes sikkerhedsstyrker. Terrortunnellerne er derfor et vigtigt strategisk redskab for terrorgrupperne – primært Hamas. De bruges til transport af både soldater og våben.
Det er heller ikke nyt, at både Israel og Egypten gør meget for at lokalisere og ødelægge disse tunneller – og at det ikke er nogen let opgave.
Har ødelagt 3000 tunneller
Men egypterne har alligevel haft en vis succes. Søndag aften kunne en talsmand for det egyptiske militær fortælle, at man i løbet af de seneste fem år har ødelagt ikke færre end 3000 tunneller. Det svarer til mere end 10 tunneller om ugen i hele perioden.
»I 2015 besluttede regeringen af etablere en bufferzone langs grænsen. Tunnellerne var en trussel mod Egyptens nationale sikkerhed, blandt andet i form af infiltrering af terrorister, våbensmugling og smugling af narkotika, ammunition, køretøjer og andre varer. Vi etablerede bufferzoner i flere faser, fordi beboerne i området skulle flyttes. De har fået en kompensation,« lød det fra den Tamer Al-Refai fra den egyptiske hær
Han gav også detaljer om tunnellerne og kunne blandt andet fortælle, at nogle af dem var tre kilometer lange og nåede en dybde på 30 meter.
Sinaihalvøen, som er den del af Egypten, der grænser op til Gaza, har længe været plaget af terrorister. Blandt andet har en gruppe med direkte tilknytning til Islamisk Stat været i området. Her har der i mange år været terrorangreb, og Egypten har mistet mange hundrede soldater i kampen for at bekæmpe terrorgruppen.
IS-gruppe på Sinai omringet af fjender
Så sent som 1. maj var denne gruppe ude og tage ansvaret for et bombeangreb mod et militært køretøj i byen Bir al-Abd i den nordlige del af Sinai, hvor ti soldater blev dræbt eller såret. Angrebet fandt sted 30. april. Efterfølgende foretog politiet en aktion, hvor man angiveligt dræbte 18 terrorister.
Israel og Egypten har et nært samarbejde om sikkerheden langs grænsen.
Da IS-gruppen kom til Sinai efter 2013 havde den et godt forhold til Hamas, som er den dominerede terrorgruppe i Gaza. De seneste par år er forholdet dog forværret. I begyndelsen af 2018 offentliggjorde IS på Sinai en video, hvor de henretter en person, der er anklaget for at smugle våben til Hamas. IS-gruppen har blandt andet stillet sig fjendtligt over for Hamas, fordi Hamas samarbejder med den egyptiske regering.
En del af gruppens medlemmer kommer fra Gaza og har tidligere været medlemmer af Hamas. Det betyder, at gruppen lige nu er omringet af fjender i form af både Israel, Egypten og Hamas. Og mange af de tunneller, som de har brugt til at få våben og meget andet, eksisterer nu ikke længere.