Efterretningschef: Israel har øjnene rettet mod Syrien
Borgerkrigen i Syrien har snart været i gang i seks år. Som en af Syriens naboer er Israel naturligvis optaget af, hvad der sker på den anden siden af grænsen. Chagai Tzuriel, som er generaldirektør i det israelske efterretningsministerium, har i et interview fortalt Times of Israel om sine betragtninger fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv.
»Syrien er nøglearenaen, fordi det udgør et mikrokosmos af alting; Rusland og USA, regionale aktører såsom Iran og Tyrkiet og rivaliserende grupper i landet, for eksempel Assad-regimet, oppositionen, kurderne og Islamisk Stat. Det, der sker i Syrien lige nu, vil få stor indflydelse på regionen – og ud over regionen – i mange år fremover,« siger Chagai Tzuriel. Ifølge ham er krigen et godt udtryk for, at verden i dag består af det, han kalder »frenemies« (sammentrækning af »friends« (venner) og »enemies« (fjender)).
Det gør sig eksempelvis gældende i forholdet mellem Israel og Tyrkiet. De er rygende uenige om Hamas og palæstinenserne, men enige om, at Iran udgør en stor trussel.
Han påpeger, at krigen allerede har haft enorme konsekvenser. Dels i Europa, som har modtaget massevis af immigranter fra Syrien. Brexit kan blandt andet ses som et udtryk for den usikkerhed, som det har medført. Han nævner også krigens sammenhæng med valget af Donald Trump.
Israelske soldater kigger ind over grænse til Syrien.
Netanyahu tager en tur til Moskva
Israel har forholdt sig meget neutral i krigen. Man har behandlet sårede ved grænsen og har enkelte gange angrebet våbenkonvojer på vej til Libanon og Hizbollah. Ifølge Tzuriel har Israel en stor interesse i, USA forbliver aktive i krigen. Det kan forhåbentlig mindske Irans mulighed for at få indflydelse. Dette er det absolut vigtigste strategiske spørgsmål for Israel: at Irans magt er så lille som mulig, ikke mindst på længere sigt. Får Iran bogstaveligt talt fodfæste i Syrien, vil det udgøre en enorm trussel mod Israel.
Ifølge Tzuriel er det lige nu Rusland, der er den primære aktør i krigen. Det blev de især, da Obama valgte ikke at bekæmpe Assads regime, men i stedet udelukkende fokusere på Islamisk Stat.
På grund af Ruslands centrale rolle bliver det interessant at følge Netanyahus møde med Putin i denne uge. Også her vil han sandsynligvis understrege den trussel, som Iran udgør.
Læs interviewet i Times of Israel.