Efter dramatisk uge: Hamas styrket og Abbas svækket
I begyndelsen af denne uge blev det sydlige Israel bombarderet af mere end 400 Hamas-raketter: det største angreb fra Gaza på et døgn nogensinde.
Det israelske militær, IDF, svarede igen ved at angribe adskillige Hamas-lokationer i Gaza. Men da Netanyahu kort efter indgik en våbenhvile med Hamas, mente mange borgere og politikere i Israel, at Hamas var sluppet alt for billigt for de voldsomme angreb, som kostede en person (en palæstinenser fra Hebron) livet.
Fejrede »sejren«
Og Hamas har siden fejret det, de kalder en stor sejr. Ifølge dem består sejren i våbenhvilen, som bliver fremlagt som en form for israelsk overgivelse – noget, som mange i Israel altså er delvist enige i. De fejrede også forsvarsminister Avigdor Liebermans afgang som et udtryk for et israelsk nederlag.
Man kan være enig eller uenig i Netanyahus beslutning om at indgå en aftale med en terrororganisation så kort tid efter et voldsomt angreb mod civile. Men der er næppe tvivl om, at aftalen kan have reddet israelske liv. Men som en borger fra Sderot sagde i protest mod våbenhvilen: »I næste måned er det det samme.«
Abbas på sidelinjen
Mahmoud Abbas, som er leder af PLO, er en af de store tabere. Våbenhvilen blev forhandlet med hjælp fra Egypten, Qatar og FN. Abbas ser dette som et udtryk for, at disse mæglere har givet Hamas mandat til at handle på det palæstinensiske folks vegne. Men det er kun PLO, som har den myndighed, siger Abbas. Men Abbas er i løbet af den sidste uge kommet til at fremstå som en, der modarbejder palæstinenserne, fordi han modarbejder Hamas.
I det store hele er Abbas blevet mere og mere ubetydelig for forholdet mellem Israel og palæstinenserne. Han står på sidelinjen og forsøger desperat at gøre sig gældende – uden held.
Det er ikke i Israels umiddelbare interesse, at Abbas bliver svækket alt for meget, da dette kan skabe større ustabilitet på Vestbredden.
Men meget kan komme til at se anderledes ud i den kommende tid. Især hvis Netanyahu tvinges til at udskrive tidligt valg. To af hans vigtige koalitionspartnere, Moshe Kahlon og Ariyeh Deri, opfordrede ham i går til at udskrive valg med det samme.