”Du vil ønske at omfavne dem alle, græde og glæde dig med dem”

Israelsk politik har de sidste 2 år været inde i en meget turbulent periode med bl.a. 4 valg til Knesset. I denne periode har præsident Reuven Rivlin mere og mere fremstået som en samlende person, der har fokuseret på at samle nationens forskelligheder og beskytte de værdier, der var grundlæggende for 73 år siden, da staten blev oprettet.
 
Nu bliver han så afløst af Issac Herzog, der med 87 af 120 stemmer blev valgt af det israelske parlament, Knesset, den 2. juni. Issac Herzog er 60 år og har de seneste år været formand for den verdensomspændende jødiske organisation Jewish Agency. Han var medlem af parlamentet Knesset fra 2003 – 2018, bestred flere ministerposter og blev senere som formand for Arbejderpartiet leder af oppositionen.

Israels nye præsident Issac Herzog
Israels nye præsident Issac Herzog 

Som formand for Jewish Agency har han især arbejdet for enheden mellem jøderne rundt omkring i verden og jøderne i Israel. Derudover har han udfordret politiske ledere i bl.a. Europa til at indføre den ”Internationale Holocaust Minde Alliances” definition af antisemitisme for at få en fælles front mod problemet med stigende antisemitisme. Issac Herzogs far var også præsident i Israel – i perioden 1983 – 1993.
 
I et brev til sin afløser har Reuven Rivlen skrevet, at Herzog vil ønske at omfavne dem (israelerne). Han vil ønske at græde med dem og glæde sig sammen med dem.
Reuven Rivlin har i sin tid som præsident arbejdet for at beskytte og integrere minoritetsgrupper.
Rivlin-familien har siden starten af 1800-tallet levet i Jerusalem. De havde mange arabiske venner og Reuven Rivlin taler flydende arabisk. Han har bl.a. arbejdet for de israelske araberes rettigheder og så har han stået vagt om demokratiet og bl.a. kritiseret Benyamin Netanyahu for at ville svække den dømmende magt i forhold til den lovgivende.
 Israels afgående præsident Reuven Rivlin
Israels afgående præsident Reuven Rivlin

I Israel har præsidenten ikke særlig stor magt. Det er en repræsentativ post, bortset fra præsidenten har en vigtig rolle, når der skal dannes en ny regering.
Præsidentens i Israel er derfor i højere grad en samlende figur. Af nogle er Reuven Rivlin blevet beskrevet som ”Israels bedstefar”, hvilket nok også hænger sammen med hans folkelige stil og opbakning. Og en bedstefar kan jo godt tage vigtige problemstillinger op og søge at samle de forskellige dele af nationen – uden at blive direkte politisk.
 
Det er forventningen, at Issac Herzog vil arbejde for, at samfundet ikke polariseres hverken i befolkningen eller politisk. Han udtaler, at det er hans mål for præsidentskabet at genopbygge håb.