Dramatisk aften: Terrorangreb og fyring af politichef

Det blev en dramatisk torsdag aften i Israel.

Først kom nyheden om, at Itamar Ben Gvir, der er sikkerhedsminister, havde valgt at fyre Tel Avivs politichef, Amichai Elshad, og overflytte ham til en anden og mindre prominent stilling. En beslutning, som blev godkendt af landets øverste politichef Kobi Shabtai, hvilket efterfølgende har fået en række tidligere politichefer til at kritisere Shabtai. Ben Gvir mente ikke, at Elshad slog hårdt nok ned på demonstranterne i Tel Aviv.

Minutter efter beslutningen holdt præsident Isaac Herzog en tale, hvor han skruede op for kritikken af regeringens planer om at reformere retssystemet. »Ansvaret for dette kaos vil ligge på jer, og historien vil dømme jer,« sagde han henvendt til regeringen.

Umiddelbart efter Herzogs tale gik premierminister Netanyahu så på talerstolen i Rom, hvor han er på et tredages besøg. Her bød han »alle initiativer velkommen, som kan skabe fælles grund« og sagde, at »vi må huske, at vi er brødre og søstre.« En sætning, der nok har klinget hult i Herzogs ører, eftersom præsidenten jo netop har bedt Netanyahu om som premierminister at søge politisk kompromis og på den måde lægge en dæmper på den enorme splittelse i samfundet, som regeringens planlagte reformer har medført.


Det indre Tel Aviv blev torsdag aften ramt af et terrorangreb, hvor tre personer blev såret. (Foto: Ruben Bernhard)

Tre sårede i Tel Aviv

Få minutter efter Netanyahus tale kom så nyheden om, at en palæstinensisk terrorist havde skudt og såret tre personer i indre Tel Aviv, før han selv blev skudt og dræbt af to betjente og to bevæbnede civile. Det ene offer blev kritisk såret, men er angiveligt i stabil tilstand.

Sikkerhedsstyrkerne i Israel og på Vestbredden er lige nu i højeste alarmberedskab efter en periode med mange terrorangreb.

Tidligere på torsdagen dræbte israelske undercoverbetjente tre medlemmer af terrorgruppen Islamisk Jihad, efter at de åbnede ild mod betjentene i byen Jaba. Et andet sted på Vestbredden blev der fundet en bombe i en bus, hvilket medførte, at beboerne i bosættelsen Beitar Illit måtte blive indendørs.