Dømt for skattesnyd: Nu vil Netanyahu gøre ham til minister

Som man har kunnet læse i flere artikler her på siden, kommer Benjamin Netanyahus kommende regering til at inkludere flere kontroversielle personer.

Vi har allerede skrevet om Itamar Ben Gvir og Avi Maoz, som befinder sig på den yderste nationalreligiøse højrefløj og blandt andet er kendt for deres fjendtlige syn på den arabiske del af Israels befolkning. De er begge med i partier, som støtter Netanyahu og bliver en del af den kommende regering.

 

Vil ændre basislov, så Deri kan blive minister

En tredje person fra den kommende regering, som også er kontroversiel, er Aryeh Deri. Han er leder af det ultraortodokse parti Shas, der har været allieret med Netanyahus Likud i mange år.

Men selvom Deri er leder af partiet, kan han ikke blive minister, som tingene ser ud lige nu. Tidligere på året blev han nemlig dømt for at have snydt i skat – og så kan han ikke blive minister, siger loven. Det er ikke første gang, han har været dømt. I 2000 fik han tre års fængsel for bestikkelse og svindel.

Men Netanyahu har en plan, så den kriminelle Deri alligevel kan blive minister – nærmere bestemt indenrigs- og sundhedsminister. Det er der i hvert fald rigtig meget, der tyder på.

Netanyahu har allerede taget det første skridt, som er at få erstattet den nuværende Knessetformand med et medlem af sit eget parti, Likud. Det kommer til at ske, inden en ny regering er indsat. Grunden til, at Netanyahu så gerne vil have en ny formand, er, at han så får lettere ved også at gennemføre ny lovgivning, inden den nye regering indsættes. Formanden har nemlig stor indflydelse på, hvad der kan blive behandlet i Knesset og hvornår. Netanyahu vil efter alt at dømme ændre loven, så Deri trods sin dom kan blive minister.

Mere konkret pønser han på at ændre i Israels såkaldte basislove, der udgør en form for grundlov. En lovændring, som altså vil gøre, at man godt kan blive minister, selvom man er dømt for svindel.


Benjamin Netanyahu (t.v.) gør, hvad han kan for at kunne give Aryeh Deri (t.h.) det, han gerne vil have, nemlig en ministerpost. (Foto: Ordet og Israel)

Første skridt imod domstolene

Samtidig er det sådan, at Højesteret i Israel kan nedlægge veto mod lovændringer, når det gælder basislovene. Men det har Netanyahu angiveligt også planlagt at gardere sig imod. Det forlyder nemlig, at han vil vedtage en lov, som gør, at et simpelt flertal i Knesset kan annullere Højesterets beslutninger. Så at sige nedlægge veto mod Højesterets eventuelle veto.

Dette kan meget vel være et tegn på, hvad fremtiden bringer. Mange forventer nemlig, at regeringen på flere områder vil forsøge at indskrænke domstolenes magt. Og give politikerne større indflydelse på, hvem der udpeges til for eksempel højesteretsdommer.

 

Må bede om udskydelse

Vedtagelsen af disse love og indsættelsen af en ny Knessetformand tager lidt tid. Derfor har Netanyahu bedt præsident Isaac Herzog om yderligere 14 dage til at få regeringen på plads. Ud over de 28 dage, han allerede har fået, og som udløber 12. december.

Justitsminister Gideon Sa’ar, der er en del af den afgående regering, har opfordret Herzog til at afvise anmodningen om forlængelse, fordi det kun bør gives, hvis regeringsdannelsen ikke er færdig – og det er den ifølge Sa’ar. »Netanyahus anmodning er et bedrag. Målet er at gennemføre personlige problematiske love, som hans allierede kræver, før regeringen bliver dannet,« siger han.

Det forventes dog, at Herzog giver Netanyahu de ekstra 14 dage – også selvom det altså giver mulighed for at gennemføre kontroversiel lovgivning.