Derfor er israelske analytikere bekymrede og skeptiske over Trumps fredsplan

Der var masser af smil og optimisme i luften, da Donald Trump og Benjamin Netanyahu tirsdag aften dansk tid fortalte offentligheden om den »fantastiske« plan for en løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne. En plan, som mere eller mindre imødekommer alle de israelske krav, men ikke efterlader meget stat til palæstinenserne.

Planen indeholder blandt andet følgende tiltag:

• Der oprettes en palæstinensisk stat, som dækker cirka to tredjedele af Vestbredden, Gaza samt mindre områder i Negev ved grænsen til Egypten.
• Denne stat bliver først endeligt oprettet efter fire år, hvor palæstinenserne skal imødekomme forskellige krav.
• Israel annekterer (på et ikke fastsat tidspunkt) Jordandalen, de store bosættelsesblokke og 15 mindre bosættelser midt inde på Vestbredden
• Nogle palæstinensiske landsbyer, som ligger i Østjerusalem (inden for den oprindelige grænse fra 1967, men uden for muren, som israelerne siden har bygget), bliver Palæstinas hovedstad.
• Den palæstinensiske stat må ikke have et militær.
• Israel vil have den sikkerhedsmæssige kontrol i hele området – i både Israel og Palæstina.
• Hamas skal demilitariseres
• Palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere har ikke ret til at bo i Israel.
• Der kommer en tunnel mellem Gaza og Vestbredden.
• Israel kontrollerer alle grænseovergange.
• Umiddelbart bliver der hverken en palæstinensisk havn eller en palæstinensisk lufthavn.

Stor skepsis og bekymring

Selvom planen flere gange under tirsdagens pressemøde blev omtalt som fantastisk, er de israelske analytikere ikke imponerede. Først og fremmest fordi ingen har fantasi til at forestille sig, at planen nogensinde bliver implementeret. Af den simple grund, at palæstinenserne aldrig vil godkende noget, der bare minder om denne aftale.

Chefredaktør på Times of Israel David Horovitz hæfter sig ved faren for, at Israel nærmer sig en form for etstatsløsning, hvis man annekterer både bosættelser og Jordandalen. Gør man det, uden at der kommer en palæstinensisk stat, så vil Israel stå i en situation, hvor man bliver nødt til at afklare palæstinensernes situation på en anden måde. Skal de være en del af staten Israel? I så fald vil staten ophøre med at være både jødisk og demokratisk. For hvis alle palæstinenserne bliver ligeværdige borgere, vil de være så mange, at staten ikke længere er jødisk. Hvis de ikke bliver lægeværdige borgere, er det farvel til en demokratisk stat.

Avi Issacharoff fra Times of Israel frygter, at konsekvenser af aftalen bliver en ny intifada. Han peger på, at aftalen allerede har medført et forbedret forhold mellem de rivaliserende palæstinensiske fraktioner Hamas og Fatah. Han peger også på, at Det Palæstinensiske Selvstyre, som også ledes af Abbas, lige nu arbejder sammen med Israel om at forhindre vold og terror på Vestbredden. Issacharoff frygter, at Trumps aftale kan få palæstinenserne til at afbryde det samarbejde – hvilket altså kan føre til en tredje intifada med bølger af terrorangreb. Højtstående personer både i det israelske militær og i efterretningstjenesten Shin Bet har advaret om dette.

 
Det grønne område er det, som ifølge det amerikanske forslag skal udgøre en palæstinensisk stat.

Er det ren valgkamp?

Mange eksperter spørger også sig selv, hvorfor aftalen kommer på bordet netop nu – i en periode, som faktisk betegnes som relativt rolig, og hvor situationen på Vestbredden er stabil. Det svar, som mange kommer frem til, er, at det i høj grad handler om både Trumps og Netanyahus personlige situation. Ironisk nok blev Netanyahu også i går, tirsdag, formelt anklaget i tre sager om magtmisbrug, svindel og i et enkelt tilfælde bestikkelse. Det skete, da han valgte at annullere sin anmodning om juridisk immunitet – en anmodning, som stod til at blive afvist.

For nogle israelere er Trumps aftaleforslag en sejr for Netanyahu. Det gode forhold til USA er nemlig vigtigt for Israel. Aftalen er et udtryk for det gode venskab, og samtidig håber Netanyahu, at den kan aflede opmærksomheden fra korruptionssagerne frem mod parlamentsvalget i Israel 2. marts.

Trump er lidt i samme situation. Han har også en rigsretssag og et kommende valg i kalenderen. Men den politiske gevinst er sandsynligvis størst for Netanyahu.

Der er stadig en del ubesvarede spørgsmål. For eksempel spørgsmålet om, hvornår/om Israel vil annektere Jordandalen og bosættelserne. Står det til Netanyahu, så sker det hellere i dag end i morgen. Men det er ikke sikkert, at Trump og hans svigersøn Jared Kushner, som er arkitekten bag aftalen, er enige i det. Det er heller ikke sikkert, at Israels rigsadvokat vil tillade så står en beslutning så kort tid inden et valg – og så endda med en midlertidig regering.

Diskret støtte fra arabiske lande

Et element, som kan komme til at spille en rolle, er reaktionen fra blandt andet de arabiske lande. Jordan har sagt, at man fortsat støtter en tostatsløsning, og at man er imod ensidige israelske træk, det vil i dette tilfælde sige annektering af Jordandalen og bosættelser. Egypten opfordrede begge parter til at kigge nøje på aftalen. Hverken Egypten eller Jordan har altså udtrykt decideret misnøje over aftalen – hvilket palæstinenserne eller havde opfordret til.

Der er ikke meget der tyder på, at den nye plan får Mahmoud Abbas (t.v.) til at tale med Netanyahu. (Foto: GPO)

En endnu mere positiv reaktion kom fra De Forenede Arabiske Emirater (UAE), hvis ambassadør i USA takkede for USA’ »fortsatte arbejde for at opnå en fredsaftale« og sagde, at denne aftale »udgør et vigtigt afsæt for forhandlinger«. Både UAE, Bahrain og Oman havde sendt deres ambassadør til tirsdagens pressemøde. Saudi-Arabien udtrykte støtte til palæstinenserne, men sagde også, at man satte pris på Trumps forsøg på at skabe varig fred – og opfordrede til direkte forhandling.

Samlet set er der altså blandt mange arabiske lande en forsigtig støtte til at genoptage forhandlinger på basis af Trumps forslag. De næste dage og uger vil vise, hvor stor denne støtte reelt set er. Jo større den er, jo større pres vil der blive lagt på palæstinenserne. Men det er svært at forestille sig, at det vil være nok til at få Mahmoud Abbas til forhandlingsbordet.

Og hvis han ikke gør det, så er det svært at forestille sig, at Netanyahu (hvis han beholder magten efter valget 2. marts) ikke annekterer store dele af Vestbredden.