Derfor burde Israel lade Tlaib og Omar besøge Israel

Det har været lidt frem og tilbage med hensyn til de to amerikanske kongresmedlemmer Rashida Tlaib og Ilhan Omars tur til Israel. Først var det frem, da blandt andet Israels ambassadør i USA, Ron Dermer, sagde, at Israel ville respektere USA’s kongres og lade de to kvinder besøge landet. Også selvom de begge er store tilhængere af boykotbevægelsen BDS og i det hele taget har brugt en stor del af deres korte tid som kongresmedlemmer på at kritisere Israel og komme med kontroversielle og i nogles øjne antisemitiske udtalelser.

I går var det så tilbage, da Donald Trump tweetede, at ”Israel ville fremstå svag”, hvis Tlaib og Omar fik lov at rejse ind. Kort efter kom meldingen så, at Israel nedlagde indrejseforbud. I dag er det imidlerdig kommet frem, at Tlaib har fået lov til at besøge sin bedstemor, som bor på Vestbredden. Men deres politiske rejse er altså aflyst.

Ifølge israelsk lov kan man afvise personer, der støtter boykotbevægelsen. Men det er ikke sket før, at medlemmer af Kongressen er blevet afvist. Det er dog næppe heller sket før, at to kongresmedlemmer på så kort tid har rettet en så hård kritik mod Israel, som det er tilfældet med Tlaib og Omar. Særligt Ilhan Omar har gjort sig upopulær, blandt andet da hun anklagede amerikanske politikere for at være styret af penge fra jødiske lobbyister.

En misset chance

Ifølge David Horowitz, chefredaktør på The Times of Israel, begår regeringen en fejl ved at nægte dem indrejse. Ikke fordi han tror, et besøg ville ændre deres syn på Israel. Når man ser på deres rejseplan, er der meget, der tyder på, at de udelukkende ville bruge besøget på at underbygge deres israel-hadske dagsorden.

Horowitz mener, at Israel burde have ”taget kampen op”, fordi det er en kamp, Israel ”har vundet i syv årtier på grund af deres sags grundlæggende legitimitet”. Han peger på, at Israel i høj grad har haft for vane at invitere landets kritikere på besøg, så de kan ”se det med deres egne øjne”. Selvom Tlaib og Omar næppe ville være åbne for at få ændret deres syn på Israel, så kunne det være gunstigt for Israel, mener Horowitz, hvis man fx inviterede dem til et besøg på holocaustmuseet Yad Vashem, til at møde forældre til ofre krig og terror eller til byen Sderot, som er hårdt plaget af raketter fra Gaza. Hvis de havde afvist, ville det udstille deres ensidige tilgang. Hvis de accepterede en sådan invitation, ville det kun være godt.

Ved at nægte dem indrejse får de en diplomatisk sejr og en masse sympati. Deres fortælling om Israel som en brutal magtfaktor, der spærrer palæstinensere inde, vil kun blive styrket. Horowitz mener også, at afvisningen sender et signal om, at den israelske regering måske ikke tør tage kampen op – at man er bange for at tabe. Men premierminister Netanyahu er selv en af de dygtigste til at forsvare Israel og landets politik. Så hvorfor ikke bruge denne anledning til netop at vise, at Israel er et godt land, der adskiller sig helt fra det billede, Omar og Tlaib forsøger at udbrede. Nu vælger man ikke at ”tage kampen op” på hjemmebane. Men afvisningen vil sandsynligvis blot være en yderligere motivation for Tlaib og Omar til fortsat at bruge deres position som kongresmedlemmer til at kritisere Israel.