Den sidste jøde i Afghanistan har tænkt sig at blive
Det jødiske samfund i Afghanistan er ikke særligt stort. Ja, faktisk består det blot af en enkelt mand, nemlig Zebulon Sementov. Han bor i Kabul og har gjort det i mange år. Han passer byens synagoge – men det er som sagt en temmelig ensom tjans.
Den 61-årige jødiske mand har kone og børn, men de bor i Tadsjikistan.
Selv om Taliban nu har overtaget kontrollen med landets hovedstad, har Sementov ikke tænkt sig at flytte væk. I april sagde han ellers, at han ville forlade landet, når efterårets højtider var forbi. Men tirsdag sagde han til mediet Wion TV, at han ikke vil rejse alligevel, fordi der så ikke vil være nogen til at tage sig af synagogen.
Zebulon Sementov formodes at være den sidste jøde i Afghanistan. Tidligere var der mange jøder i landet. (Foto: Wikimedia)
Talibantalsmand interviewet af israelsk tv
Det israelske media KAN News fik et usædvanligt interview, da en journalist tirsdag interviewede Talibans talsmand Suhail Shaheen over telefonen. Journalisten fortalte, at han kom fra KAN News, men nævnte ikke specifikt, at der er tale om et israelsk medie. Shaheen var derfor næppe klar over, at han talte med en israelsk journalist.
Han fik tilsyneladende heller ikke mistanke, da der blev spurgt ind til »den sidste jøde«, og hvorvidt han vil kunne bevare sin religionsfrihed.
Her svarede Shaheen: »Jeg kender ikke den sidste jøde. Men vi gør ikke minoriteter noget. Der er sikher og hinduer i landet, og de har deres religionsfrihed«. Det er med andre ord Talibans hensigt også at lade det jødiske (meget lille) mindretal kunne fortsætte sin religiøse praksis i synagogen. Man må håbe, at det også holder i virkeligheden, og at der ikke er tale om tomme løfter.
Talsmanden blev også spurgt til det, at Hamas har lykønsket Taliban med magtovertagelsen. Til det svarede Shaheen, at »det er fint, hvis de lykønsker os, men vi samarbejder ikke på nogen måde med Hamas.«