De messianske jøder i Dimona holder modet oppe på trods af chikane

De messianske jøder i byen Dimona i det sydlige Israel fik for nylig besøg af en gruppe ultraortodokse rabbinere, som kom for at anklage dem for alverdens ting. Siden har de messianske jøder oplevet chikane i form af løgne, demonstrationer uden for deres center og endda ødelagte ruder.

Det hele startede, fordi de messianske jøder for cirka et halvt år siden åbnede et center, hvor de kan mødes. Stedet fik straks stor opmærksom i de lokale medier og blev blandt andet kaldt ”et missionshus” og ”et sted, hvor jøder skulle omvendes til kristendommen”. I virkeligheden var der dog blot tale om et mødested, hvor man kan snakke og få en kop kaffe. Men på grund af den megen negative opmærksomhed valgte man midlertidigt at lukke centeret.

 

Forhørt af rabbinere

I januar genåbnede man så stedet i håb om få lov til at være i fred. Men sådan skulle det desværre ikke gå. Til Kehila News fortæller en af de messianske jøder, Albert Knoester, om besøget fra rabbinerne og den efterfølgende chikane:

”Vi blev forhørt af nogle rabbinere i flere timer. Den første, som kom ind i vores hus, råbte ”Hvor er korset? Og hvor er Jesus på væggen? Jeg kan kun se Israels 12 stammer og en menora!” Han var helt forvirret.”

Albert Knoester fortæller, at de blandt andet havde tre ankepunkter: ”Det første var Tanak (Det Gamle Testamente). De troede, vi har en anden udgave af Tanak. De undersøgte vores og måtte til sidst indrømme, at det var den samme som deres. Det næste punkt var Det Nye Testamente, som de troede var skrevet af kristne. Esther [Alberts kone] sagde: ”Kære venner. Matthæus, Markus, Johannes og Peter var ikke kristne, men jøder.” En af mændene forlangte at få en udgave af Det Nye Testamente. Det i sig selv var bemærkelsesværdigt, for nogle jøder er bange for at blive ramt af lynet, når de rører ved Det Nye Testamente. En af rabbinerne var så optaget af det, at han brugte mere end 15 minutter på at læse i Matthæusevangeliet.”

”Så kom det næste angreb,” fortæller Albert, som blev anklaget for at være præst: ”Du forsøger at forklare Bibelen i dette hus, men du er slet ikke i stand til at forstå den. For Bibelen er ligesom et hav. Vi kan se overfladen, men ikke forstå dybden,” lød anklagen. Så bad Albert sin kone om at række ham Bibelen, og han læste de første vers af Salme 23: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.” ”Måske er dette for dybt for mig. Måske forstår jeg det slet ikke. Men med dette kan vi leve, og med dette kan vi dø,” svarede Albert rabbinerne.

Derefter spurgte de Esther, hvad hun syntes om, at folk spytter på dem og kaster sten efter dem. ”Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender,” svarede hun (Salme 23,5).

 

Spreder løgne

Efter besøget, hvor rabbinerne ikke fik ret i nogen af deres anklager, håbede de messianske jøder at få fred. Men i stedet kunne de læse løgnehistorier i de lokale medier. De blev blandt andet anklaget for at bestikke folk til at tro på Jesus og for at putte pulver i kaffen for at gøre dem kristne(!). ”Fordi de ikke kunne finde noget at anklage os for, brugte de andre våben: løgn, sladder og afpresning,” fortæller Albert til Kehila News. Der var også demonstrationer ude foran centeret, og nogle ødelagde endda ruder i bygningen.

 

Er blevet til velsignelse

Selvom de messianske jøder i Dimona lider under forfølgelse og har måttet lukke deres center i en periode, kan Albert også fortælle, hvordan deres svære situation har bragt velsignelse med sig: ”Efter at have været indendørs i en hel uge af frygt for jøderne besluttede vi os for at gå ned i centrum af byen. Pludselig var der en, der råbte til os: Kom, vil I ikke have noget at drikke? Og der sad vi så på en terrasse, og efter 15 minutter sagde en: Jeg er jøde, men jeg tror ikke på Gud på grund af det, min familie oplevede under Anden Verdenskrig. Men jeg kan se, at Gud er med jer. ”En dag vil Gud også åbne dine øjne,” sagde Ester til ham.” Albert fortæller, at det rørte manden, og at de flere gange har fået mulighed for at fortælle om Jesus – endda til rabbinere.

Bed for de messianske jøder i Dimona og andre steder i Israel. Mange menigheder møder modstand på den ene eller den anden måde fra det ultraortodokse samfund. Det er en svær situation for dem. Men som historien fra Dimona viser, kan det også give anledning til at fortælle om Jesus som Messias