Charmeoffensiv i Afrika giver ambassade i Rwanda

Israels forhold til de afrikanske lande bliver bedre og bedre. Det skyldes ikke mindst premierminister Benjamin Netanyahus store indsats. I disse dage er han i Kenya for at være med til at markere indsættelsen af landets nye præsident, Uhuru Kenyatta. Og han benytter anledningen til at mødes med adskillige afrikanske ledere.


Benjamin Netanyahu sammen med Rwandas præsident, Paul Kagame, i 2014. Til sommer får Israel en ambassade i Rwanda. (Foto: Kobi Gideon/GPO)

Tirsdag meddelte premierministeren, at Israel åbner en ambassade i Kigali i Rwanda. Derudover ser man på muligheden for en direkte flyforbindelse mellem de to lande.

»Dette er en del den stadigt større israelske tilstedeværelse i Afrika og en del af det gode samarbejde mellem Israel og afrikanske lande,« sagde Netanyahu i Nairobi. Ud over lederne af Kenya og Rwanda har han haft samtaler med statsledere fra Gabon, Uganda, Tanzania, Zambia, Sydsudan, Botswana, Namibia og Etiopien.

I 2016 blev Netanyahu den første siddende israelske premierminister, der besøgte Rwanda, og et år senere besøgte Rwandas præsident, Paul Kagame, så Jerusalem. Rwanda har allerede en ambassade i Tel Aviv. Den åbnede i 2015. Derfor er det helt naturligt, at Israel efter planen får en ambassade i Kigali – formodentlig i løbet af sommeren 2018.

 

Tager imod illegale flygtninge

Set fra Israels perspektiv er der mange fordele ved at godt forhold til Rwanda – og de øvrige afrikanske lande. I sidste uge kom det frem, at Israel har tilbudt Rwanda 5.000 dollars for hver illegal migrant, landet tager imod. Israel har problemer med mange tusinde afrikanske migranter, som opholder sig i Tel Aviv uden opholdstilladelse. De kommer især fra Eritrea og Sudan. Indtil videre har Israel ikke smidt dem ud, men det forlyder, at man i de kommende uger vil øge indsatsen for at få mange af de illegale ud af Israel. Og her kan Rwanda være en mulighed. Ud over de 5.000 dollars til landet, vil hver migrant få 3.500 dollars af Israel, hvis de forlader landet – samt en gratis flybillet.

 

Støtte i FN

Den måske største gevinst for Israel ved et godt afrikansk samarbejde er dog den støtte, det vil give i FN, hvor mange arabiske og muslimske lande stemmer for resolutioner, der fordømmer Israel. Her er den afrikanske støtte vigtig. Da UNESCO i sommer vedtog en resolution, som kalder Hebron for »truet palæstinensisk kulturarv«, valgte Angola og Tanzania at undlade at stemme, mens Burkina Faso var et af blot tre lande, der stemte imod.
Men der er stadig meget diplomatisk land at vinde for Netanyahu. Da UNESCO i maj 2017 vedtog en fordømmende resolution mod Israel i forbindelse med statens 69-årsdag, valgte mange afrikanske lande at stemme for: Sydafrika, Nigeria, Senegal, Sudan og Chad. Lande som Ghana, Elfenbenskysten og Cameroun undlod at stemme. Togo stemte imod.

Kan Netanyahu flytte nogle af de afrikanske stemmer, vil det betyde enormt meget. Det vil give Israel større indflydelse, og det kan bruges som afsæt for at flytte eksempelvis nogle af de europæiske stemmer.

Et helt konkret mål for Israel er desuden at få observatørstatus i Den Afrikanske Union, som svarer til EU.

 
Dette kort viser, hvilke lande Israel har diplomatiske forbindelser til. Som man kan se, er det primært afrikanske og mellemøstlige/arabiske lande, man ikke har et sådant samarbejde med. De orange lande har aldrig haft diplomatiske forbindelser til Israel. De gule har haft, men har ikke nu. (Kilde: Israel Civil Service Commission)

Kan udvikle den afrikanske økonomi

En af de store gevinster for et land som Rwanda er de økonomiske muligheder, et samarbejde med Israel giver. Det fortalte Rwandas udenrigsminister til The New Times: »Israel er meget langt fremme inden for eksempelvis teknologi og landbrug, hvilket vi kan få gavn af. Et tættere samarbejde vil udvikle os inden for disse områder og øge mulighederne for at drive forretning.«

Mens den israelske premierminister har stor succes med sit internationale og diplomatiske arbejde, kniber det mere på hjemmefronten. Her er han stadig presset af anklager om magtmisbrug. Og mange er desuden utilfredse med regeringens bosættelsespolitik – både dem, der støtter bosættelserne, og dem, der ikke gør. Så meget desto større incitament har han for at rejse udenlands.

Israel har lige nu ambassade i disse afrikanske lande: Angola, Cameroun, Elfenbenskysten, Egypten, Eritrea, Etiopien, Ghana, Kenya, Nigeria, Senegal og Sydafrika. Snart tilføjes altså Rwanda til listen.