Britiske politikere og medier viser anti-israelsk holdning
Det er velkendt, at der blandt de britiske medier og politikere findes en høj grad af modstand mod staten Israel. Begge dele er for nylig kommet til udtryk.
Den første historie handler om, at Prins William vil besøge Israel, selvstyreområderne (Vestbredden) og Jordan til sommer. Det er i sig selv en historisk begivenhed, da det er det første officielle besøg fra det britiske kongehus. Kongehuset er blevet inviteret flere gange, men har først takket ja nu – muligvis i forbindelse med at det er 70 år siden, det britiske mandatområde ophørte og staten Israel blev oprettet.
Men ikke overraskende har en del af debatten handlet om, hvilke betegnelser der er blevet brugt om Israel og selvstyreområderne. I pressemeddelelsen fra kongehuset stod der, at William vil besøge »Israel, Jordan og de besatte palæstinensiske områder«. I den engelske ambassades erklæring om besøget havde man dog udeladt ordet »besat«. Og så var debatten ellers i gang om, hvad man skal kalde hvad.
Det mest opsigtsvækkende i mediernes dækning af det kommende besøg er dog helt klart, at »Israel« rigtig mange steder slet ikke bliver nævnt.
Sky News, der er kendt som et israelkritisk medie, havde denne overskrift: »Prins William bliver den første fra den britiske kongefamilie til at besøge de palæstinensiske områder«.
I manchetten fremgår det så, at turen »også inkluderer Israel og Jordan«. Og sådan var tendensen i mediebilledet med blandt andet følgende overskrifter:
»Prins William bliver den første kongelige til at besøge de besatte palæstinensiske områder« (Huffington Post).
»Hertugen af Cambridge vil aflægge historisk besøg i Palæstina i forbindelse med Mellemøsttur« (ITV News).
»Prins William aflægger første officielle kongelige besøg i de palæstinensiske områder« (Telegraph)
Mange medier lagde altså hovedvægten på, at turen går til »de besatte områder«, «Palæstina« eller bare de palæstinensiske selvstyreområder eller ganske enkelt Vestbredden, selvom de to sidste betegnelser ikke blev brugt så hyppigt. Grunden kan næppe være, at det er mere interessant og opsigtvækkende, at besøge inkluderer Vestbredden. Det er ikke overraskende. Tværtimod er det mere interessant, at William kommer til Israel. Der var snak om en kongelig tur sidste år, hvor det var 100-året for Balfourerklæringen, som dannede grundlag for oprettelsen af staten Israel. Men den tur blev ikke til noget. Derfor vakte nyheden også stor glæde i Israel, hvor både premierminister Netanyahu og præsident Rivlin har budt William hjertelig velkommen.
Påstår, at Israel begår folkemord
Samtidig med den spændende nyhed om det royale besøg er der igen problemer i Arbejderpartiet. En rådgiver til partiets formand, Jeremy Corbyn, har på Twitter skrevet, at Israel begår »folkemord«. Rådgiveren, som hedder Joss MacDonald, har også tidligere kaldt Israel en apartheidstat og sagt, at Israel undskylder sine handlinger med Holocaust. Ifølge parlamentsmedlem Andrew Percy bør Corbyn fyre MacDonald for kommentarerne. »Jeremy Corbyn lovede en ”venligere politik”, men han fortsætter med at vende det blinde øje til de folk rundt om sig, som gør uacceptable ting i det offentlige. Disse tweets viser igen, at Arbejderpartiet har et systematisk problem med antisemitisme,« skriver Percy på Twitter.
Sagen kommer, få dage efter at Arbejderpartiet ellers har suspenderet den tidligere formand Ken Livingstone fra partiet på grund af en udtalelse om, at »Hitler var zionist, før han blev gal«.
Indtil videre tyder det dog ikke på, at MacDonalds kommentarer får konsekvenser. Ifølge Daily Mail forlyder det fra kilder i Arbejderpartiet, at »MacDonald er kritisk over for Israel, men ikke antisemitisk«.
Har et godt forhold
Det er værd at nævne, at forholdet mellem Storbritannien og Israel på flere måder har forbedret sig de seneste år. Historien er den samme som med en del af Israels andre gode forbindelser. Nemlig at der er rigtig godt gang i handlen mellem de to lande, ligesom samarbejdet om sikkerhed og terrorbekæmpelse er omfattende. De mange terrorangreb i blandt andet London og Manchester har fået briterne til at kigge mod Israel for at få del i de mange års erfaring med at bekæmpe terror.
Forhåbentlig vil det kongelige besøg bidrage til det gode forhold.