Briterne vil lære af Israels terrorbekæmpelse
De mange terrorangreb, som har ramt Storbritannien de seneste måneder, har fået briterne til at rette blikket mod Israel. Man ønsker at drage nytte af israelernes mangeårige erfaring med terrorbekæmpelse. Derfor rejser en britisk delegation inden længe til Israel for at lære af de bedste.
Der er store forskelle på Storbritannien og Israel, når det gælder sikkerhed. Politibetjentene i London er ikke bevæbnede, men bærer kun politistav; en fuldstændig utænkelig praksis i Israel. Der er også den forskel, at Israel er et mindre land, hvor man hurtigt kan komme fra den ene ende til den anden. Dermed har man bedre betingelser for lynhurtigt at nå frem til et gerningssted.
I forbindelse med angrebet på London Bridge 3. juni, hvor en bil kørte ind i fodgængere, og hvor de tre gerningsmænd efterfølgende overfaldt folk med kniv, var politiet 8 minutter om at nå frem. De fik ros for at nå hurtigt frem. Men spørger man talsmand Micky Rosenfeld fra det israelske politi, er 8 minutter alt for lang tid, når der sker terrorangreb i Israel. Og ved Damaskusporten sagde han for nylig, at han ville være bekymret som betjent, hvis han kun var bevæbnet med en stav. Angrebet ved London Bridge kostede på tragisk vis fire ubevæbnede betjente livet, da de forsøgte at standse terroristerne.
Delegation til Israel
På grund de seneste måneders alvorlige terrorangreb i London og Manchester vil briterne nu sende en delegation til Israel. Dette er et godt eksempel på den udvikling, som sker i forholdet mellem Israel og flere europæiske lande. Den islamiske terrors indtog i Europa gør, at flere lande kigger mod Israel, som har mange års erfaring med bekæmpelse af terrorangreb. Udviklingen kan også betyde, at europæernes forståelse af Israels behov for sikkerhedsforanstaltninger – for eksempel sikkerhedsmuren/-hegnet og chekpoints – bliver større.
Det er dog ikke kun aktionerne på gaden, hvor betjente og soldater skal handle lynhurtigt og beslutsomt, som Israel er ekspert i. Israelerne er også dygtige til at bruge internettet til at opdage terrorister og optrevle terrornetværk og på den måde forhindre angreb. Også når det gælder denne del af terrorbekæmpelsen, kan briterne og mange andre lande lære af Israel.