Brande hærger efter sjældent raketangreb fra Libanon
Siden krigen mellem Israel og Hizbollah i Libanon i 2006 har der været relativt roligt ved grænsen. Og på intet tidspunkt har det israelske luftvåben set sig nødsaget til at angribe Libanon – ikke før nu.
Både i juli og nu igen onsdag den 4. august blev der noget overraskende angrebet fra den libanesiske side.
Onsdag ved middagstid blev tre raketter sendt afsted mod Israel. Den ene krydsede ikke grænsen, mens de to andre landede omkring byen Kiryat Shmona. Resultatet blev to voldsomme brande, som det israelske brandvæsen siden har arbejdet hårdt for at få under kontrol.
Sent onsdag aften var en brand lidt vest for Kiryat Shmona stadig ikke under kontrol. Det fik myndighederne til at lukke indgangen til Kibbutz Margaliot, som ligger i nærheden. Branden er angiveligt stadig ikke helt under kontrol. Men den er ikke til fare for beboerne i byen, lyder det.
Inde i selve Kiryat Shmone var den anden raket også skyld i en brand, som nu er slukket. Tilsammen har de to brande forårsaget store ødelæggelser. Store markområder og mange afgrøder er brændt ned.
Udsigt over byen Kiryat Shmona, som ligger tæt på grænsen til Libanon. (Foto: Ordet og Israel)
Mulig eskalering
Til at begynde med svarede Israel igen ved at sende granater mod »militære mål« i Libanon – uden at det er blevet præciseret, hvilke mål der er tale om. Efterfølgende har det israelske luftvåben dog også angrebet – hvilket altså er meget usædvanligt og muligvis kan vidne om en eskalering i området.
Der er flere uklare forhold. Israelerne mener, at det er palæstinensiske grupper i Libanon, der står bag. De mener dog også, at disse grupper umuligt vil kunne affyre raketter fra det sydlige Libanon, uden af den shiamuslimske terrorgrupper Hizbollah har givet deres accept.
Samtidig har israelerne udtalt, at man holder den libanesiske regering ansvarlig for alle angreb. Håbet er måske, at den libanesiske regering kan øve indflydelse og få terrorgrupperne til at ophøre med at angribe.
Israel har truet med at skrue op for deres modsvar, hvis der kommer flere raketter ind over grænsen.
Som man har hørt de seneste dage i forbindelse med årsdagen for den forfærdelige eksplosion på havnen i Beirut, så er Libanon er land i knæ. En større konflikt med Israel vil derfor være et hårdt slag for befolkningen, der i forvejen lider af følgevirkningerne fra eksplosionen.
En del af konflikten med Iran
Som vi skrev om tidligere på ugen, blev et israelsk-ejet skib for nylig udsat for et droneangreb. Et angreb, som tilskrives Iran. Om raketterne fra Libanon skal ses i sammenhæng med Iran-Israel-konflikten, er svært at sige med sikkerhed.
Men det kan bestemt ikke afvises. Heller ikke selvom det skulle være palæstinensiske grupper, der står bag. Hvis Hizbollah har givet tilladelse til angrebene, har Iran indirekte en finger med i spillet, eftersom Hizbollah er Irans såkaldte proxygruppe – det vil sige deres forlængede arm.
Iran har i denne uge fået ny præsident, og hvem ved, om han ønsker at indlede sin embedsperiode med at optrappe konflikten med Israel og markere sig på den måde.