Boykotter afstemning: Benny Gantz kræver bedre vilkår for officerer
Den israelske regering står lige nu i en mindre krise, som især handler om vilkårene for landets officerer.
Partiet Blå og Hvid med forsvarsminister Benny Gantz i spidsen ønsker nemlig dels at forbedre pensionen for officerer i hæren, dels at reformere hele værnepligts-systemet, så endnu flere unge israelere aftjener en form for værnepligt.
Kravet om højere pension har været der i flere år – uden at det er lykkedes for Forsvarsministeriet og IDF (Israels hær) at få vedtaget forbedringer. En del af modstanden handler om, at officerer kan gå på pension ret tidligt og derfor kan få et nyt arbejde og en ny indtægt oven i deres pension.
På den anden side argumenterer Gantz for, at en bedre pension er nødvendig for at sikre, at de bedst egnede til de vigtige opgaver ikke vælger et civilt job frem for en karriere i hæren. Ifølge ham handler det altså om statens sikkerhed.
Gantz er selv tidligere leder af IDF og kæmper nu for sine tidligere kollegaers vilkår. Noget, som hans modstandere da heller ikke har undladt at gøre opmærksom på. »Det her handler ikke om statens sikkerhed, men om hans venners pension,« har en unavngiven kilde fra regeringen angiveligt udtalt.
Derudover kræver Gantz også en reform af værnepligten. Lige nu er der mange, der slipper for værnepligt, blandt andet ultraortodokse og arabere. Ifølge forsvarsministerens forslag skal alle israelere, når de fylder 18, aftjene en form for værnepligt. Hvis det ikke bliver i selve hæren, kan det være en anden form for samfundstjeneste.
Benny Gantz, da han var chef for IDF. (Foto: GPO)
Boykottede afstemning
Mandag fik uenighederne den konsekvens, at Blå og Hvid ikke mødte op til en samling, hvor en række regeringsforslag skulle til afstemning. Det fik regeringen til at droppe afstemningerne, hvor man er afhængig af Blå og Hvids stemmer for at kunne være sikker på et flertal. En beslutning, som må ses som et temmelig drastisk skridt.
Det er især modstand fra venstrefløjspartiet Meretz og fra Arbejderpartiet, der skaber problemet. De er imod pensions-forslaget.
Der er dog en mulig løsning på problemet. Meretz og Arbejderpartiet har nemlig sagt, at de vil droppe deres modstand, hvor de får indrømmelser på et andet område. De kræver, at mindstelønnen i Israel hæves mere end det, som finansminister Avigdor Lieberman har lagt op til i sin økonomiske plan, som kom tidligere i februar.
Premierminister Naftali Bennett har derfor en svær opgave med at stille alle partier tilfredse. Han udtalte mandag, at der er tale om »et problem, som vi nok skal få løst«.