Bliver Israels nye nødsamlingsregering mest nød eller samling?

Mandag aften skete det, som burde være sket for cirka et år siden: Israel fik en permanent regering. Tre gange siden april 2019 har Benjamin Netanyahu fra Likud og Benny Gantz fra Blå og Hvid stået over for hinanden i en direkte duel om regeringsmagten i Israel.

Efter mere end et års dødvande skrev de mandag aften under på en fælles aftale om en såkaldt »national nød-samlingsregering« for de næste tre år. En regering, som i det første halve år skal fokusere på at lede landet igennem coronakrisen.

Der er tale om en temmelig overraskende udvikling, som begyndte i slutningen af marts, da Benny Gantz vendte på en tallerken og begyndte forhandlinger med Netanyahu. Gantz har ellers haft som erklæret mål at fjerne Netanyahu fra magten. Men coronakrisen fik ham til at ombestemme sig, fordi behovet for en regering voksede, og fordi det eneste alternativ til en samlingsregering lod til at være endnu et valg.

 
Benny Gantz i midten og Benjamin Netanyahu til højre. Dengang Gantz var hærchef, og man gav håndtryk. Der er sket meget siden 2016. (Foto: Avo Ohayon/GPO)

Ændringer i det politiske landskab

Denne udvikling har vendt op og ned på israelsk politik, som det har set ud det sidste halvandet års tid. Den største forandring er, at Gantz og Netanyahu nu arbejder sammen. Derudover er blokkene blev brudt op på forskellige måder. For eksempel ser det ikke ud til, at højrefløjspartiet Yamina bliver en del af regeringen nu og her, selvom partiet har været en fast del af Netanyahus blok. Når det gælder venstrefløjen, er det traditionsrige og engang meget indflydelsesrige Arbejderparti splittet helt op. Ved sidste valg fik partiet kun tre mandater (som en del af en fællesliste med Meretz og Gesher, der i alt fik syv). To af disse medlemmer, Amir Peretz og Itzik Schmuli, ser ud til at få en ministerpost i Netanyahus regering. Noget, som partiets sidste medlem, Merav Michaeli, er dybt imod.

Sådan ser aftalen ud

Alt dette er dog kun små sidehistorier sammenholdt med selve aftalens indhold. Den giver mulighed for annektering af dele af Vestbredden allerede i år. Og den skriver historie i form af den største regering i Israels historie – med hele 32 ministerier nu og her og potentielt yderligere fire om et halvt år. Her er (noget af) indholdet i punktform med kommentarer undervejs:

• Benjamin Netanyahu bliver premierminister i de første 18 måneder. I oktober 2021 tager Benny Gantz over i de næste 18 måneder. Den, som ikke er premierminister, får en officiel residens i Jerusalem og bliver en slags vice-premierminister. Overgangen sker helt automatisk efter 18 måneder. Og hvis Netanyahu for eksempel opløser Knesset inden da og udskriver valg, vil en ny lov sørge for, at valget først bliver holdt efter et halvt år – og at Gantz bliver premierminister i den periode. Det helt store spørgsmål er, om Gantz nogensinde får den premierministerpost, som han lige nu kun kan skimte langt ude i horisonten. Det er israelsk politik, og rigtig meget kan ske på halvandet år.
• Regeringen kommer til at bestå af 32 ministre. Efter et halvt år kan antallet øges til 36. Årsagen til den meget store regering er ikke nødvendigvis et udtryk for et aktuelt behov for mange ministerier. Det er nærmere et udtryk for, at Netanyahu har lovet ministerposter til både sine egne støtter og Blå og Hvid, som skal have en betaling nu og her for at lade Netanyahu beholde den vigtigste ministerpost.
• Blå og Hvid ser ud til at få både Forsvars-, Udenrigs- og Justitsministeriet i de første 18 måneder. Dette må siges at være en ganske pæn betaling, og Blå og Hvid kommer sandsynligvis ikke til bare at sidde på sidelinjen de næste måneder. Men det bliver interessant at se, hvordan samarbejdet kommer til at fungere, når hverdagen med den nye regering begynder.
• Likud får blandt andet Finansministeriet. De ultraortodokse partier fortsætter med at have Sundhedsministeriet (Yaakov Litzman, UTJ) og Indenrigsministeriet (Ariyeh Deri, Shas). Derudover bliver der også ministerposter til to medlemmer fra Arbejderpartiet, ligesom der angiveligt bliver reserveret ministerier til Yamina om et halvt år. Det er bemærkelsesbærdigt, at Likud som det største parti har så få betydningsfulde ministerposter. Her ligger måske en intern konflikt. Mange højtstående Likudfolk føler sig muligvis forbigået.
• Mens Netanyahu er premierminister, kan han ikke fyre en minister fra Blå og Hvid (eller den blok). Og omvendt vil Gantz ikke kunne fyre en minister fra Likuds blok, når/hvis han bliver premierminister.
• Likuds Yariv Levin får den magtfulde post som formand for Knesset. Til gengæld får Blå og Hvid flertal i den komite, der er med til at bestemme dagsordenen i Knesset.
• Netanyahu fik gennemtrumfet en kontroversiel lov, som til dels forhindrer Højesteret i at vedtage en lov om, at en anklaget person (fx Netanyahu) ikke kan være premierminister. Skulle Højesteret vedtage en sådan lov, vil der automatisk blive udskrevet valg. Hvordan det helt præcist sikrer Netanyahu muligheden for at genvinde premierministerposten, er ikke klokkeklart. Men han fik sin vilje på dette punkt. Mange kritikere vil fremhæve dette som endnu et eksempel på, at Netanyahu udelukkende handler til gavn for sig selv og sin politiske fremtid – på bekostning af Israels ve og vel.
• Aftalen indebærer, at Netanyahu fra og med 1. juli kan bringe et forslag om annektering af dele af Vestbredden til afstemning. Enten blandt regeringens medlemmer eller i Knesset – eller begge steder. Der er tale om en mulig annektering af bosættelserne samt Jordandalen – i tråd med den amerikanske plan for fred, som blev fremlagt tidligere på året. Meget tyder på, at et sådant forslag vil få flertal. Også selvom Blå og Hvids medlemmer er fritstillet i sagen.
• Det vil være regeringen, som bestemmer, hvor mange ultraortodokse der skal tjene i hæren. Og de ultraortodokse er som sagt en del af regeringen.
• Den komite, som udnævner dommere til Højesteret, vil være domineret af Netanyahu-allierede. Det betyder, at Netanyahu får stor magt over, hvilke dommere der bliver udnævnt. Dommere, som altså sandsynligvis skal fælde dom over Netanyahu selv i de tre sager, hvor han er anklaget for magtmisbrug. Dette var den sidste store knast, som ifølge rygterne først blev løst i går. Og også et af de punkter, som mange Netanyahu-kritikere vil hive frem i de kommende dage.
• Som det fremgår, foregår der en kamp mellem Netanyahu og Israels domstole. Netanyahu har kritiseret domstolene for at deltage i en »hetz« mod ham. Det punkt i aftalen, hvor Netanyahu har tabt terræn i denne kamp, er justitsministerposten. Indtil nu har Amir Ohana være justitsminister, og han har brugt posten til at kritisere domstolene – i kor med Netanyahu. Det bliver der nok ændret på nu, hvor Blå og Hvids Avi Nissenkorn bliver justitsminister.

Det store spørgsmål: Kan de samarbejde?

Blot fordi Gantz og Netanyahu nu er blevet enige om en aftale, som altså indeholder enighed om visse store beslutninger, betyder det ikke, at deres samarbejde bliver let fremover. Gantz vil sandsynligvis forsøge at fremstå som den, der holder Netanyahu i snor og trækker ham mod midten. Og Netanyahu vil nok fortsætte med at rose sig selv og sin regering for håndteringen af coronakrisen.

Som aftalen også bærer præg af, så er der ikke tale om en regering, hvor de forskellige fløje stoler på hinanden. Selvom Gantz og Netanyahu nu er politiske partnere på papiret, vil der uden tvivl stadig eksistere en rivalisering. Begge vil forsøge at få kredit for sejrene og at undgå ansvaret for nederlagene.

Israel har fået en ny regering. En såkaldt nød-samlingsregering. De kommende måneder vil vise, om det bliver med vægt på ”nød” eller på ”samling”.