Bennett vil stramme for uvaccinerede – sundhedsminister er uenig
Det går rigtig godt med bekæmpelsen af corona i Israel. Det skyldes blandt andet et veludviklet vaccineprogram samt stramme restriktioner.
Onsdag var der 651 nye smittede i landet, svarende til cirka 0,7 procent af de testede. Når det gælder den nye Omikron-variant, var der mandag registreret 21 tilfælde i landet.
På trods af de relativt gode tal, ønsker premierminister Bennett at stramme yderligere. I denne uge bad han således myndighederne se på, hvordan man kan indføre endnu strammere restriktioner for de israelere, der har valgt ikke at lade sig vaccinere. Det fremgår af en udtalelse fra hans ministerium. Udtalelsen nævner dog ikke, hvilke specifikke restriktioner Bennet ønsker indført.
Men ifølge flere israelske medier har premierministeren foreslået, at man forbyder de uvaccinerede at rejse ud af landet. Og at man indfører en større nedlukning, som kun gælder for de uvaccinerede. Dette er som sagt oplysninger fra anonyme kilder.
Under et møde torsdag var der ifølge rygterne en heftig debat mellem Bennett og sundhedsminister Nitzan Horowitz fra venstrefløjspartiet Meretz. De to skal have været rygende uenige om eventuelt nye og stramme tiltag. Horowitz mener ikke, at man på den måde bør gå hårdt efter de uvaccinerede. Også ledende personer fra sundhedsmyndighederne skal have ment, at Bennetts forslag gik for vidt.
Har nævnt muligheden for tvang
Bennett er dog ikke den eneste, der mener, at de uvaccinerede skal presses. For nylig nævnte Salman Zarka, som er leder af regeringens coronaenhed, at han personligt mener, at man bør overveje tvangsvaccination. »Jeg mener, vi bør overveje alle muligheder. Også muligheden for at gøre vacciner obligatorisk,« sagde han. Han understregede, at der var tale om hans egen personlige holdning.
Israel har i det hele taget været meget hurtige med deres nedlukninger og er også et af de lande, der er gået længst mht. restriktioner. For eksempel har det været forbudt at bevæge sig mere end 1 kilometer væk fra sit hjem, medmindre man havde et lovligt ærinde. Og siden marts 2020 har det været næsten umuligt for turister at rejse ind i landet. Ud over 3-4 uger i november i år, hvor det var tilladt.
Samtidig har Israel også været hårdt ramt. Næsten 1,4 millioner israelere har været smittet med corona, og 8.210 har i skrivende stund mistet livet som følge af sygdommen. Landet er først for nylig kommet på den anden side af fjerde smittebølge.