Arabiske ledere gør tilnærmelser til Trump
Det arabiske fredsinitiativ fra 2002 fik nyt liv onsdag, hvor 21 ledere fra Den Arabiske Liga mødtes i Jordan. Her diskuterede de blandt andet mulighederne for fredsforhandlinger med Israel – og USA.
Lederne formåede at give udtryk for en vis enhed og enighed. Og det kan vise sig at være en fordel, når præsidenten for Det Palæstinensiske Selvstyre, Mahmoud Abbas, Jordans kong Abdullah og Egyptens præsident, Abdel al-Sisi, inden længe skal mødes med Donald Trump. Timingen af mødet er da heller ikke tilfældigt. For kan de tre arabiske ledere fortælle Trump det samme budskab og vise ham, at de arabiske lande står sammen, kan det lægge pres på ham. Han er endnu ikke kommet med en konkret plan for, hvad han vil stille op med den israelsk-palæstinensiske konflikt – men har sammen med Netanyahu (Israels premierminister) talt varmt for en løsning, der involverer Israels arabiske nabolande. Trumps udsending til Mellemøsten Jonathan Greenblatt havde også taget turen til Jordan.
Det overordnede budskab fra konferencen var tydeligt: Araberne vil gerne snakke med Trump om en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Forskel på »arabisk initiativ« og »regionalt initiativ«
Dermed kunne man tro, at der faktisk allerede eksisterer stor enighed mellem Trump/Netanyahu og araberne. De første taler om et regionalt initiativ, de sidste om et arabisk initiativ. Selvom vi endnu ikke ved så meget om Trump og Netanyahus regionale plan, ligger det i luften, at den involverer oprettelsen af en form for palæstinensisk stat, mens de arabiske naboer anerkender Israel og opretter diplomatiske forbindelser med landet (udveksler ambassadører). Ligesom det arabiske initiativ.
Men nej. Der er nogle markante forskelle, som gør, at der stadig er meget lang vej at gå. Tre af de store forhindringer er:
1:
Hvad skal komme først? Anerkendelse eller afgivelse af land? Det arabiske initiativ fra 2002 forudsætter, at Israel først afgiver det land, de tog i Seksdageskrigen i 1967, herunder Østjerusalem. Derefter vil Israel blive anerkendt af nabolandene. Israel er næppe interesseret i den rækkefølge. I stedet håber de, at en regional anerkendelse netop kan være den faktor, der lægger pres på palæstinenserne, så de accepterer en deling af landet, som Israel er tilfredse med.
2:
Hvad skal der ske med de palæstinensere, som forlod Israel i forbindelse med statens oprettelse? Ifølge initiativet fra 2002 skal dette spørgsmål have en »retfærdig løsning«. Israel er ikke interesseret i at få et stort rykind af palæstinensere i Israel – og da slet ikke, hvis de skal have stemmeret.
3:
Hvem skal bestemme hvor i Jerusalem? Palæstinenserne ønsker kontrol over hele Østjerusalem, som Israel genvandt kontrollen med, efter at området var på jordanske hænder i perioden 1948-67. Men det vil israelerne helt sikkert ikke gå med til. At hovedstaden er vigtig for palæstinenserne, kom blandt andet til udtryk, da de arabiske lande i en afsluttende udtalelse efter onsdagens møde opfordrede alle lande til ikke at flytte deres ambassader og diplomatiske hovedsæde til Jerusalem. Dette var også et signal til Trump, som sidste år lovede at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem, hvis han blev præsident. Meget tyder dog på, at han ikke holder det løfte.
Mahmoud Abbas i samtale med Benjamin Netanyahu. (Foto: GPO)
Enhed trods uenighed
Onsdagens møde var positivt for de arabiske ledere. Mange af landene har ellers også ting, de er uenige om. Det gælder især borgerkrigen i Syrien. Eksempelvis støtter Saudi-Arabien oppositionen i Syrien, der kæmper mod præsident Assad, mens Egypten er mere åbne for den mulighed, at Assad beholder magten. Skulle Islamisk Stat og andre militante islamistiske grupper få større magt, kan det nemlig blive et stort problem for Egypten.
Israels efterretningsminister, Yisrael Katz, responderede ved at sige, at spørgsmålet om palæstinenserne er vigtigt, men opfordrede de arabiske lande til ikke at glemme de store regionale udfordringer. Her tænker han nok på atomtruslen fra Iran, som især Saudi-Arabien også frygter, og borgerkrigen i Syrien. Udtalelsen var et udtryk for den israelske regerings ønske om netop at koble fredsprocessen til de øvrige udfordringer i regionen. Her har Israel nemlig rigtig meget at tilbyde. De er langt fremme i kampen mod islamistisk terror og vil for mange lande være en god allieret i forsøget på at forhindre Iran i at udvikle atomvåben.
Netanyahu støtter officielt stadig en tostatsløsning, men han er holdt op med at nævne ordet ”tostatsløsning” i sine taler.